Forskere: Grindehvaler har dobbelt så mange hjerneceller som mennesker

Ny forskning viser, at der er dobbelt så mange hjerneceller i en grindehval som i et menneske.

Et menneske har omkring 20 milliarder hjerneceller - grindehvalen 38 milliarder hjerneceller. (Foto: ahisgett © ahisgett)

En grindehval har dobbelt så mange hjerneceller som et menneske. Det viser ny dansk forskning fra forskere på Bispebjerg Hospital. Opdagelse er publiceret i en artikel i det videnskabelige tidsskrift Frontiers in Neuroanatomy.

Et menneske har omkring 20 milliarder hjerneceller, men det er altså ingenting imod grindehvalen, som, danske forskere nu har fundet ud af, har 38 milliarder hjerneceller.

Det er første gang, at noget dyr har vist sig at overgå mennesket med mange milliarder hjerneceller, og det er en gåde, hvorfor netop en grindehval har så mange hjerneceller.

- Grindehvalen har langt flere hjerneceller end andre hvaler, siger Nina Eriksen fra Bispebjerg Hospitals Forskningslaboratorium for Stereologi og Neurovidenskab, der har stået for undersøgelsen.

Også i vægt overgår grindehvalernes hjerne den menneskelige. En mands hjerne vejer i gennemsnit 1,45 kilo, mens en kvindes vejer 1,3 kilo. Grindehvalen har en hjerne på cirka tre kilo. Den samlede vægt på en grindehval kan komme op til tre ton.

Grindehvaler lever omkring Færøerne, hvor det er tradition for at tage ud og jage hvalerne.

Enkelte gange bevæger hvalerne sig dog væk fra Færøerne. I oktober strandede en grindehval nordvest for Fanø og blev senere obduceret af biologer.

/ritzau/

Facebook
Twitter