Forskere har dna-bevis: Der er en ulv i Nordjylland

Forskere har fulgt ulvens færden gennem Danmark. Sporet starter syd for Hamborg og slutter i Skagen.

Forskerne har nu klart bevis for, at der er en ulv i Nordjylland. Og ikke nok med det: de kan også sige præcis hvilken ulv, der er tale om - og at der ikke er tale om én, vi tidligere har haft her i landet.

En dna-prøve taget i Vesthimmerland den 23. november afslørede nemlig, at ulven er en hanulv, der stammer fra et ulvekobbel med base nær den tyske by Lübtheen, der ligger 80 km sydøst for Hamborg. Ulvens navn er GW781m.

- Vi ved jo godt, at der sker indvandring sydfra, men nu har vi endnu et tilfælde, hvor vi har dna-spor i sådan en kvalitet, at vi kan se, hvilket individ, der er tale om, siger Kent Olsen, der er forsknings- og samlingschef på Naturhistorisk Museum i Aarhus.

Dokumentar om ulven på vej

Videoerne her i artiklen vil også blive en del af en dokumentarudsendelse, der vil blive vist på DR1 i 2019.

Ulvens tyske forældre har fået unger hvert år siden 2014, og ulven i Nordjylland kan derfor være mellem 1½ og 3½ år gammel.

Europæisk samarbejde gør det muligt at spore

Dna-prøven i Danmark er taget i forbindelse med et angreb på et får i Vesthimmerland. Gennem det centraleuropæiske ulvesamarbejde CEwolf har forskerne fra Naturhistorisk Museum Aarhus og Aarhus Universitet kunnet identificere ulven.

- Vi ved med sikkerhed, at ulven har været i Vesthimmerland syd for Aggersund. Dér har vi et dna-spor, siger Kent Olsen.

Forskerne formoder, at det er denne ulv, der er vandret gennem landet. Billedet er taget med et vildtkamera den 8. november øst for Skive. (Foto: Anonym © Anonym via Naturhistorisk Museum i Aarhus)

Ulvens videre færden i Danmark er derimod kortlagt ved hjælp af både fotos fra vildtkameraer, observation og andre dna-spor. Forskerne er overbeviste om, at der er tale om samme ulv.

Ulven i Danmark

Ulven blev udryddet i Danmark, da den sidste ulv blev skudt ved Estvadgård syd for Skive i 1813.

I november 2012 blev den første vilde ulv set igen i Hanstholm Vildtreservat i Thy.

I juni 2014 bliver der indført en forvaltningsplan for ulv i Danmark, der blandt andet betyder, at blandt andre fåreavlere kan få kompensation for dyr, der er dræbt af ulven.

- Vi har en række andre fund, der ligger som perler på en snor, hvor vi har grund til at antage, at der er tale om samme individ. Men der har vi så ikke dna-spor af så høj kvalitet, at individet kan kendes, så det kan vi ikke sige med sikkerhed, men vi har al mulig grund til at tro, at det er tilfældet, siger Kent Olsen.

Svømmet eller gået på broen

Perlesnoren af ulvefund krydser Limfjorden lige ved Aggersundbroen, og det ville altså være nærliggende at tro, at ulven var løbet over broen.

En gennemgang af Vejdirektoratets videoovervågning på broen har dog ikke givet pote – så forskerne formoder, at ulven er svømmet over fjorden.

- Det her er et godt eksempel på, at en ulv i løbet af meget få måneder har forladt sit territorium i Tyskland og er vandret flere hundrede kilometer til Danmark. Det kommer vi til at se mere og mere af efterhånden, som ulvene i Tyskland etablerer sig tættere på. Så vi kommer til at se, at ulvebestanden vokser, siger Kent Olsen.

Her er den ulv, som forskerne antager er gået fra Tyskland til Skagen.

Der er ulve-romance i luften

Ulven i Nordjylland, eller GW781m, er en ensom hanulv, der hverken har fundet et passende levested eller en hunulv at parre sig med, formoder forskerne.

Men det kan den meget vel gå hen og gøre her i Danmark.

Dette ulvekobbel lever i Vestjylland. Billederne her vil blive en del af et dokumentarprogram om ulven, som instruktør Lars Ostenfeld arbejder på til DR1 i 2019.

For i Vestjylland lever en ulvefamilie bestående af to voksne og mindst seks unger, der hurtigt bliver større. Dermed har vi allerede potentielle mager til den omkringstrejfende hanulv her i landet.

- Det, at vi har indvandring af nye individer sydfra, gør selvfølgelig, at væksten i den danske del af ulvebestanden kommer til at gå hurtigt, siger Kent Olsen.

- Er det givet, at ulvene vil finde hinanden i Danmark?

- Det er bare givet. Ulve kan nogle tricks på den måde. Så de kommer til at mødes.

På ulveatlas.dk kan man finde alle observationer af ulv i Danmark og også selv melde ind, hvis man har set ulven eller fundet spor fra den.