Hvis du er meget glad for brød, hvede og andre glutenholdige fødevarer, så skal du måske overveje, om du skal holde lidt igen, hvis du bliver gravid.
Et nyt studie fra Bartholin Instituttet på Rigshospitalet kobler nemlig glutenindtag under graviditet sammen med barnets risiko for senere at udvikle type 1 diabetes.
- Vores studie viser, at børn af kvinder, der har et meget højt glutenindtag i graviditeten, har dobbelt så høj forekomst af type 1-diabetes, siger seniorforsker Julie Christine Antvorskov.
I studiet har forskerne set på undersøgelsen 'Bedre sundhed i generationer' fra Statens Serum Institut, som følger kvinder gennem en årrække. Under kvindernes graviditet skal de i 25. uge blandt andet besvare et spørgeskema om deres kost og indtag af gluten.
Herfra har forskerne udtaget data fra kvinder med både et meget lavt og et meget højt glutenindtag. Herefter har de slået kvindernes børn op i det danske diabetescenter og fundet en sammenhæng.
Resultater må ikke overfortolkes
Julie Christine Antvorskov kalder resultaterne yderst opsigtsvækkende, men advarer også mod at overfortolke dem.
- Vi kan ikke sige med sikkerhed, at gluten indvirker på type 1- diabetes hos børnene, så det er alt for tidligt at komme med nye anbefalinger til gravide kvinder. Vi mangler stadig flere store studier, der kan underbygge vores data, siger seniorforskeren og fortsætter:
- Men det er virkelig interessant, hvis man ved hjælp af en glutenreduceret kost under graviditeten kan halvere forekomsten af type 1-diabetes, som vores data tyder på.
Hvor meget mere forskning skal der til, før I kan sige, at jeres resultater holder vand?
- Vi vil gerne have, at der er flere store internationale studier, der kan underbygge vores resultater. Ud over det kunne vi rigtig godt tænke os at lave et interventionsstudie, hvor man direkte går ind og enten giver kvinder en kost med et lavt eller højt glutenindhold, siger Julie Christine Antvorskov fra Bartholin Instituttet.
Diabetesforeningen: Årsag til type 1-diabetes er en gåde
Hos Diabetesforeningen kalder man forskningen for spændende. Forskning som dette kan nemlig give håb for, at diabetesramte får vished om, hvorfor de er blevet ramt af sygdommen.
- Årsagen til type 1-diabetes er stadig en gåde, så alt, der kan hjælpe os til bedre forståelse af, hvor sygdommen kommer fra, klapper vi i hænderne over, siger lægefaglig direktør Kristian Johnsen og fortsætter:
- Det er en sygdom, der er i vækst. Og hvis det viser sig, at noget, de fleste af os indtager dagligt, kan være med til at fremkalde sygdommen, så er det bestemt noget, som skal tages meget alvorligt.
Fakta om type 1-diabetes
- •
Type 1-diabetes rammer oftest børn eller yngre voksne og kaldes også for insulin-krævende diabetes. Men der er også ældre mennesker, som pludseligt får type 1-diabetes.
- •
Type 1-sukkersyge skyldes en fremadskridende ødelæggelse af de insulinproducerende celler i bugspytkirtlen.
- •
Type 1-diabetes er en kronisk sygdom, hvilket betyder, at når du først har fået den konstateret, har du det resten af livet.
- •
Forskerne har endnu ikke fundet ud af, hvad den præcise årsag er, til at nogle mennesker udvikler type 1-diabetes. Sygdommen kan derfor hverken forebygges eller helbredes.
- •
Kilder: Netdoktor og Diabetes.dk