Forskere til politikere: Tag en ordentlig drone-debat

I en ny rapport fra Dansk Institut for Internationale Studier opfordrer forskerne bag, at de danske politikere tager en ordentlig debat om droner.

I en ny rapport fra Dansk Institut for Internationale Studier opfordrer forskerne bag, at de danske politikere tager en ordentlig debat om droner, der er baseret på viden, ikke følelser. (© AP Graphics)

Dronerne er her! Der konkluderer en ny rapport af samme navn fra Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS.

Forskerne bag rapporten opfordrer de danske politikere til at forholde sig til droneteknologien og brugen af den, og det skal hellere gøres i dag frem for i morgen. Ifølge den ene af de to forskere bag rapporten, har debatten om droner nemlig været fyldt med faktuelle fejl.

- Grundlæggende synes vi, at man skal tage en debat på et velinformeret grundlag. Og vi synes, at den debat, der har kørt i Danmark indtil nu, har været præget af en del fejlagtige antagelser, siger Jens Ringsmose, lektor ved Center for War Studies på Syddansk Universitet.

Han har udarbejdet rapporten sammen med Anders Henriksen, lektor ved Centre for International Law and Justice ved Københavns Universitet.

Debatten har været skinger

Grunden til, at debatten er løbet af sporet er ifølge forskerne, at der er mange følelser involveret i brugen af droner. Både fordi det er så nyt, men også fordi det er så markant anderledes, end det man er vant til i forbindelse med krigsførelse.

- Jeg tror, der er mange, der opfatter droner som noget mystisk noget, fordi det er førerløse fly, der bliver styret fra den anden side af verden. Det er der mange, der føler et instinktivt ubehag ved, og synes, det er en unfair form for krig. Det har været med til at sætte følelser i kog, og dermed har man fået en debat, der har været lidt skinger og præget af følelser, ikke viden, siger Jens Ringsmose.

Forsvarsminister Nick Hækkerup (S) slår fast, at droner kan være den rigtige type våben i nogle tilfælde - i andre kan de ikke bruges.

- Droner er et våben som alle andre våben. De er ikke i sig selv onde eller gode, og skal kun bruges inden for de regler der gælder for krigsførelse. Det er ikke et mirakelvåben, som kan alt muligt, og det skal selvfølgelig bruges ordentligt, siger forsvarsministeren.

Stenaldermanden brugte samme princip

Selvom droneteknologien er nyt for de fleste, så har princippet i brugen af droner eksisteret siden tidernes morgen: Nemlig at komme så langt væk fra den fjende, man gerne vil ramme.

- Krig har altid handlet om at komme længere væk fra sin modstander - og kunne ramme ham. Den første stenaldermand kastede en sten, i stedet for at bruge sine næver, for at komme på afstand af sin modstander. Den næste tog et spyd, så kom der bue og pil, geværer, kanoner osv. Dronerne er den foreløbige kulmination på udviklingen af at komme længere væk fra sit mål, forklarer Jens Ringsmose.

Og udviklingen stopper ikke her:

- På sigt vil vi se endnu flere af de her systemer, ikke kun i luften, men også til lands og til vands, for de har den indlysende fordel, at man ikke sætter en pilots liv i spil, siger forskeren.

Hør mere om brugen af droner i DR2 Morgen og P1 Morgen.

Facebook
Twitter