Forskere vil lede efter corona i kloakvand fra december

På DTU satser man på i løbet af året at finde ud af, om coronavirus var i Danmark allerede i 2019.

DTU regner med at kunne begynde med at foretage test efter sommerferien. (Foto: Kristian Djurhuus © Scanpix)

Danske forskere vil undersøge, om der kan findes spor af coronavirus i dansk spildevand helt tilbage fra december.

Det fortæller Frank Møller Aarestrup, professor på Danmarks Tekniske Universitet (DTU).

- Det er ikke noget, der stopper en eventuel anden bølge af udbruddet eller redder menneskeliv nu. Men der er en akademisk interesse i det, siger Frank Møller Aarestrup.

I Italien har man fundet spor af coronavirus i spildevand fra december. Coronavirus blev første gang identificeret i december 2019 i Wuhan i Kina. Den første smittede dansker blev bekræftet i slutningen af februar.

Før man begiver sig ud i at teste for coronavirus i spildevand, skal der dog arbejdes på testproceduren. Den skal være så præcis som mulig, siger Frank Møller Aarestrup. Han fortæller, at det formentlig kan ske på den anden side af sommerferien.

Håber på test efter sommerferien

De danske forskere samarbejder med flere andre forskningsinstitutioner verden over. Frank Møller Aarestrup understreger dog, at det er vigtigt at være kritisk over for den italienske undersøgelse, som peger på virus i spildevandet allerede i december. Der er risiko for et falsk positivt resultat, vurderer han.

Desuden er det ikke et projekt, der

haster
. Selv om man håber på at kunne foretage test efter sommerferien, kan det godt vente.

- Jeg er måske også lidt overforsigtig med at tage det ud af fryseren. Det sekund, vi tager det op, skal vi bruge det, siger Frank Møller Aarestrup

Forskerne samler løbende spildevand i Danmark. Derfor har man også spildevand liggende fra vinteren i 2019. Frank Møller Aarestrup tilføjer, at han i dag godt kunne have ønsket, at man havde taget mere end en halv liter spildevand op af Københavns kloakker i december.

- Men dengang kunne vi jo ikke vide, at coronavirus ville ramme.

/ritzau/

Facebook
Twitter