Forskerhold skal kulegrave tusindvis af spiralindlæggelser i Grønland

Længe ventet undersøgelse af den såkaldte spiralsag bliver endelig sat i gang.

Undersøgelsen af spiralsagen skal afdække perioden fra 1960'erne og helt frem til 1991. (Foto: © Peter Langkilde - DR)

Den har ladet vente på sig.

Men nu bliver der langt om længe sat gang i den undersøgelse, der skal kulegrave tusindvis af spiralindlæggelser, der fandt sted på dansk initiativ i Grønland særligt i 1960’erne og 1970’erne.

Det oplyser Sundhedsministeriet.

- Det er godt, at arbejdet med at få belyst denne ulykkelige sag nu sættes i gang, og at uvildige forskere får mulighed for at dykke grundigt ned i både historiske kilder og vidnesbyrd fra de berørte kvinder, siger sundhedsminister Sophie Løhde (V) i en pressemeddelelse.

Det bliver Center for Arktisk Velfærd ved Grønlands Universitet, Ilisimatusarfik, der skal lede projektet sammen med Center for Folkesundhed i Grønland ved Syddansk Universitet.

Forskerne skal undersøge omfanget og beslutningerne bag spiralindlæggelserne, der blev sat i værk for at begrænse befolkningsvæksten i Grønland.

Flere kvinder har fortalt, at de ikke gav samtykke til at få lagt spiral.

Undersøgelsen vil også lægge vægt på at høre beretninger fra de kvinder, der har været berørt af spiralsagen, står der i pressemeddelelsen.

Skulle have været færdig i 2024

I otte måneder har der ligget et kommissorie klar for undersøgelsen, men folketingsvalget i efteråret og lange regeringsforhandlinger satte processen på pause.

Forsinkelsen har skabt frustration i den grønlandske regering, der har kritiseret den danske regering for ikke at tage sagen alvorligt nok.

Også flere partier i Folketinget har kritiseret regeringen for en sløv håndtering i sagen.

Sophie Løhde sagde for nylig til DR Nyheder, at det har taget længere tid end forventet at finde et kvalificeret forskerteam til at stå for undersøgelsen.

Det er altså kommet på plads nu, og det betyder, at undersøgelsen, der skal afdække perioden fra 1960'erne og helt frem til 1991, kan sættes i gang.

Også sundhedsminister i den grønlandske regering, Mimi Karlsen, giver udtryk for, at hun glæder sig over, at undersøgelsen nu bliver sat i gang.

- For de berørte kvinder og samfundet som helhed er det vigtigt, at udredningsarbejdet nu endelig kan komme i gang. Kvinderne har allerede ventet længe på at få svar på hvad der præcist skete dengang, siger hun i pressemeddelelsen.

Oprindeligt skulle den uvildige udredning afleveres den 1. oktober 2024. Sundhedsministeriet forventer nu, at den er færdig i maj 2025.