Forskning modsiger myten om udkantsdanmark

Forskere har udviklet ny software, der rykker ved vores forståelse af livet i udkantsområderne.

En detaljeret kortlægning af indbyggernes sundhed, uddannelsesniveau og indkomst rykker ved den gængse forestilling om udkantsdanmark. (Foto: Sophia Lydolph)

Forskellen mellem land og by er slet ikke så stor, som man ellers kunne få indtryk af, når udkantsdebatten med jævne mellemrum blusser op herhjemme.

Det viser ny forskning fra Aalborg Universitet. Her har man udviklet et computerprogram, der mere detaljeret end nogensinde før inddeler danmarkskortet efter en lang række parametre, som fx indkomst, uddannelse, sundhed og kriminalitet.

Rolf Lyneborg Lund, ph.d. fra Aalborg Universitet, står bag programmet.

- Ved at inddele danmarkskortet i endnu mindre bidder, end vi har gjort før, kan vi se, at de områder, vi normalt kalder udkant, har flere enklaver af borgere med høj indkomst og uddannelse.

- Det ændrer ved vores forståelse af udkanten, og vi kan bruge det til at finde de steder, hvor det går godt, og blive klogere på, hvad der skal til for at få et område til at blomstre, fortæller han til P1 Orientering.

Rige forstadskommuner har også udfordringer

Omvendt viser det nye program, at der i flere kommuner, der ellers bliver regnet som rige, også er områder med et lavt indkomst- og uddannelsesniveau.

- Vi kan se, at der fx i Charlottenlund nord for København er et område, hvor borgerne har den højeste indkomst i nærmest hele lande. Og 200 meter derfra er der et område, hvor man i gennemsnit tjener det samme som i Aalborg Øst, som ellers ligger langt nede, når det gælder indkomst.

- Forhåbentligt kan det give en mere kvalificeret debat om de løsninger og udfordringer, kommunerne står med. Lige nu samarbejder vi med Region Nordjylland om en bedre og mere målrettet indsats på blandt andet sundhedsområdet, fortæller Rolf Lyneborg Lund.

Facebook
Twitter