Forskning: Tv-overvågning kan bremse hærværk, men ikke vold

Regeringen vil ifølge Berlingske opsætte 300 overvågningskameraer i det offentlige rum.

Undersøgelser viser, at tv-overvågning har en præventiv effekt på visse typer planlagt kriminalitet, men ikke på impulsiv kriminalitet. (Foto: Lea Meilandt Mathiesen © Scanpix)

Mens regeringen vil øge overvågningen i det offentlige rum, viser undersøgelser, at det bestemt ikke er alle former for kriminalitet, som tv-overvågning vil have en præventiv effekt på.

I England bliver tv-overvågning brugt massivt. Her viser en undersøgelse fra The College of Policing, at det især har en præventiv effekt på hærværk og indbrud i biler på parkeringspladser og i parkeringshuse.

Til gengæld har tv-overvågning ifølge undersøgelsen ikke den store effekt på voldsepisoder.

Undersøgelsens konklusioner falder i tråd med den viden om tv-overvågning, som udviklingskonsulent Hans Peter de Place fra Det Kriminalpræventive Råd sidder med.

- Vi ved fra undersøgelser, at tv-overvågning overordnet set har en præventiv effekt på planlagt kriminalitet. Og det er især ved biltyverier og hærværk på biler i parkeringskældre og -huse, siger han.

Ifølge Berlingske vil regeringen opsætte yderligere 300 kameraer for at komme bandekriminalitet til livs. Her bliver den seneste tids eksplosioner ved flere offentlige bygninger også nævnt som begrundelse.

- Men vi har ikke undersøgelser, der viser, om tv-overvågning har en præventiv effekt eller ej på den slags kriminalitet, siger Hans Peter de Place.

Virker ikke på impulsiv kriminalitet

Til gengæld tyder de tilgængelige undersøgelser på, at tv-overvågning ikke har en effekt på impulsiv kriminalitet.

- Det kunne typisk være vold eller overfald begået af personer i affekt, for eksempel i nattelivet, siger Hans Peter de Place.

Da Kolding Kommune for to år siden ønskede at opsætte tv-overvågning på grund af flere overfald i nattelivet, blev Nordjyllands Politi spurgt, om tv-overvågning i Jomfru Ane Gade havde reduceret antallet af voldssager.

Her var svaret, at det havde det ikke.

Kombiner overvågning med mennesker

Ifølge Hans Peter de Place virker tv-overvågning bedst, hvis det bliver kombineret med andre forebyggende tiltag. For eksempel med en øget patruljering eller mere gadelys.

- Man prøver at få flere mennesker ind i det rum, hvor man ønsker en præventiv effekt. For eksempel ved at tænke busser, taxaer og ansatte i de butikker på stedet ind i ligningen. Simpelthen så man får flere øjne på gaden. Det er faktisk noget af det, der har den allerstørste forebyggende effekt, siger han.

Regeringen præsenterer sin tryghedspakke i morgen.