Forslag om licens til prostituerede

Giv frivilligt prostituerede en licens, og straf kunderne til de kvinder, der arbejder under tvang. Det foreslår Institut for Menneskerettigheder.

Prostituerede, der frivilligt har valgt at prostituere sig, skal have en særlig licens. Og kunderne skal straffes, hvis de går til en prostitueret, som ikke kan fremvise licensen.

Sådan lyder forslaget fra Institut for Menneskerettigheder i Politiken.

Presset ud i prostitution

Forslaget kommer, efter at det er kommet frem, at mange udenlandske prostituerede - specielt fra Afrika - er så pressede, at de ikke tør tage imod regeringens tilbud om at få opholdstilladelse i Danmark i 100 dage, samtidig med at de gennemgår et forløb for at komme væk fra gaden.

Mange af kvinderne og deres familier bliver truet af bagmænd, og Institut for Menneskerettigheder mener, at ordningen med en licens kan være med til at forhindre, at menneskehandlere smugler udenlandske kvinder til Danmark og tvinger dem til at prostituere sig.

- Det skal være op til den enkelte sexkunde at sikre sig, at den prostituerede har en licens og således ikke er tvunget ud i prostitutionen, siger vicedirektør Birgitte Kofod Olsen til Politiken.

Staten skal foretage vurdering

Forslaget skal gøre det let for politiet at identificere kvinder, som arbejder under tvang - og straffe deres kunder. Det skal også få flere til at vælge de lovlige prostituerede.

Birgitte Kofod Olsen forestiller sig, at staten efter en konkret vurdering giver licens til alle kvinder, der ønsker at arbejde som prostituerede, og hvor der ikke er mistanke om, at de er tvunget ud i faget - enten af menneskehandlere eller misbrug som narko.

Facebook
Twitter