Forstå sagen kort: Fire personer er sigtet for spionage

Det hele begyndte i 2018, hvor politiet lukkede ned for trafikken til og fra Sjælland.

Den 28. september 2018 lavede politiet en omfattende politiaktion. Det viste sig efterfølgende, at PET frygtede for et angreb på lederen af gruppen ASMLA. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Tre ledende medlemmer af gruppen ASMLA er i dag blevet anholdt og sigtet for spionage i Danmark fra 2012-2018 til fordel for Saudi-Arabien.

Det oplyste PET-chef Finn Borch Andersen på et pressemøde.

Men hvad er op og ned i sagen? Her kan du få et overblik.

1

Det hele begyndte i 2018

Iran betragter medlemmerne af ASMLA-bevægelsen som terrorister. Gruppen, der har afdelinger i flere lande, er dog ikke på EU's liste over terrorbevægelser. (Foto: Leonhard Foeger © Scanpix)

Den 22. september 2018 var der et terrorangreb på en militærparade i den iranske by Ahvaz.

Angrebet kostede 25 mennesker livet.

I den forbindelse kom Danmark i Irans søgelys, fordi landet mener, at Danmark huser iranske oppositionsgrupper, der stod bag angrebet.

Eksiliranere i Danmark fra den politiske gruppe ASMLA arbejder for, at netop Ahwaz-regionen skal gøres til en selvstændig stat, og beskylder Iran for at stå bag angreb på flere separatistgrupper uden for Iran.

I november 2018 blev ASMLA's næstformand, Ahmad Mola Nissi, dræbt af ukendte gerningsmænd i Holland.

2

Danmark lukkede ned

Politiet ved motorvejen ved Nyborg, da Sjælland lukkede ned 28. september 2018. PET frygtede et attentat mod en eksil-iraner fra gruppen ASMLA. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Den 28. september lavede politiet en omfattende politiaktion og lukkede ned for trafikken til og fra Sjælland.

Flere broer og færgeafgange blev lukket i flere timer. Det førte til massive køer ved blandt andet Storebæltsbroen og Øresundsbroen.

Politiet efterlyste en sort Volvo på svenske plader, men det viste sig hurtigt, at køretøjet ikke havde noget med sagen at gøre.

Politiets Efterretningstjeneste frygtede et angreb på lederen af ASMLA i Danmark, som holder til i Ringsted.

Et angreb som den iranske efterretningstjeneste ifølge PET planlagde.

Lederen af ASMLA i Danmark har siden 2018 været under politibeskyttelse.

3

Første sigtelser i 2018

I november 2018 bliver de tre iranere fra ASMLA i Ringsted første gang sigtet. De bliver sigtet for billigelse af terror, fordi de ifølge politiet har hyldet gerningsmændene bag terrorangrebet på militærparaden i Iran i september 2018.

DR har flere gange interviewet en talsmand fra ASMLA. Han blev blandt andet blev spurgt til gruppens holdning til terrorangrebet i Iran.

Han kalder i et interview den angrebne militærparade for et 'lovligt mål'.

- Vores mål er at forsvare vores folk mod iransk terror og regimets undertrykkelse. Grupperne er enige om, at der ikke skal være nogen angreb mod civile. Det skal være mod de lovlige mål som for eksempel militærparaden, sagde han i september 2018.

Den danske afdeling af ASMLA afviser at kende til angrebet i Iran eller at være indblandet.

DR Nyheder har tidligere vist et billede af talsmanden - ligesom vi skrev et navn, som han også går under. Vi har på intet tidspunkt skrevet hans rigtige navn. Både dæknavn og billede er nu fjernet grundet sigtelserne mod de tre ledende medlemmer af gruppen i Danmark.

4

Sigtet for spionage

PET afholdt i dag pressemøde, hvor chef Finn Borch Andersen fortæller om spionage. (Foto: Niels Christian Vilmann © Scanpix)

I dag er de tre herboende iranere - som er sigtet for billigelse til terror - nu også sigtet for at have spioneret for Saudi-Arabien mod personer i Danmark mellem 2012 til 2018.

De har blandt andet indsamlet oplysninger om enkeltpersoner og virksomheder i Danmark og i udlandet og videregivet dem til en saudi-arabisk efterretningstjeneste, oplyser PET.

De tre personer er blevet anholdt og skal fremstilles i grundlovsforhør i morgen. Det vides ikke, hvordan de tre mænd forholder sig til sigtelsen.

- For anden gang på halvandet år har vi set eksempler på, at fremmede lande tager deres stridigheder med her til landet og driver spionage. Det kan og vil vi ikke acceptere, siger Finn Borch Andersen, chef for PET.

I dag har den hollandske efterretningstjeneste også foretaget anholdelser i sagen, oplyser PET-chefen.

De hollandske myndigheder fortæller, der er tale om en 40-årig mand, der mistænkes for at forberede et terrorangreb i Iran.

PET har også sigtet en person fra den iranske efterretningstjeneste.

Han er sigtet for medvirken på forsøg på manddrab og for spionage mod Danmark. Han er fængslet in absentia, siger PET-chef Finn Borch Andersen.

I og med at han er fængslet in absentia, betyder det, at han ikke er i de danske myndigheders varetægt. Han var angiveligt kontaktofficer for en norsk statsborger, som skulle have udført attentatet mod lederen af gruppen ASMLA.

5

Strid mellem Iran og Saudi-Arabien

Iran og Saudi-Arabien har længe kæmpet om magt og indflydelse i Mellemøsten.

Og det er ikke usædvanligt, at rivaliserende lande kæmper uden for landenes grænser, siger Peter Viggo Jakobsen, der er forsker på Forsvarsakademiet.

- Der, hvor de har mulighed for at aflytte hinanden eller genere hinanden, der vil de gøre det.

Men det er usædvanligt, at det foregår på dansk jord, mener Peter Viggo Jakobsen.

- For det plejer vi jo ikke opleve i Danmark.

Det betyder dog ikke nødvendigvis, at det har nogle egentlig konsekvenser for Danmark.

- Jeg tror ikke, vi kan lægge noget i, at det sker her. Det kunne lige så vel være sket et andet sted, siger han.

Forskeren mener, at PET med offentliggørelsen i dag vil sende et signal om, at alle lande og deres efterretningstjenester skal lade være med at strides på dansk territorium.

- Det er også et spørgsmål om, at man vil sende et signal om, at man er i stand til og villig til at håndhæve sin suverænitet. Og dermed sige til andre efterretningstjenester: find et andet sted at lave den slags, lyder det fra Peter Viggo Jakobsen.

Facebook
Twitter