Forsvarer for 25-årig mand i Kundby-sagen: Han er lettet og glad

Der vil blive rejst erstatningskrav på omkring en million kroner efter den lange varetægtsfængsling.

Advokat Michael Juul Eriksen har forsvaret den 25-årige mand, der nu løslades i Kundby-sagen. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Efter 13 måneder med usikkerhed og uvished frafalder sigtelsen mod den 25-årige mand, der var varetægtsfængslet i Kundby-sagen.

Han kommer derfor på fri fod, og hans forsvarsadvokat varsler nu et erstatningskrav efter den lange frihedsberøvelse.

- Han er selvfølgelig utrolig glad. Han har været enormt frustreret over at have siddet varetægtsfængslet i næsten 13 måneder for noget, han ikke har gjort. Det har han haft svært ved at forstå, siger forsvarsadvokat Michael Juul Eriksen.

Forsvarsadvokaten fortæller, at han forventer at rejse et erstatningskrav på sin klients vegne på lige under én million kroner.

Statsadvokaten oplyser i en pressemeddelelse, at der har været en meget omfattende efterforskning af mistankerne mod den 25-årige mand, og at politiet blandt andet har indhentet elektroniske oplysninger fra udlandet for at få afsøgt alle hjørner af sagen.

På den baggrund er det blevet vurderet, at der ikke skulle rejses sag mod manden.

- Jeg kan ikke komme nærmere ind på beviserne i sagen, da den fortsat kører for lukkede døre, men jeg kan fortælle, at jeg er helt enig i, at der ikke er grundlag for at køre en sag, og det er helt korrekt at vurdere, at han er uskyldig i sagen, siger Michael Juul Eriksen.

Facebook
Twitter