Forsvarere i stor hashsag: Tiltale er helt på sin plads

Omfattende hashsag bør gå om i byretten efter tiltale mod anklager, mener forsvarsadvokater.

I 2014 gennemførte politiet den hidtil største aktion mod det organiserede hashsalg på Christiania. (Foto: NILS MEILVANG © Scanpix)

Det er både vigtigt og forventeligt, at Anklagemyndigheden i dag har rejst tiltale mod senioranklager hos Statsadvokaten, Trine Sorgenfri, for at misbruge sin stilling, lyve over for retten og forsøge at påvirke politividners forklaring.

Det mener de to forsvarsadvokater Kim Bagge og Jan Schneider, der begge er forsvarere i den store hashsag med 11 tiltalte, hvor Trine Sorgenfri var anklager.

Sagen er en del af det store kompleks om hashhandel på Christiania, som politiet døbte 'Operation Nordlys', og den har været sat i bero i halvandet år netop på grund undersøgelsen af anklageren.

I begyndelsen af marts oplyste Østre Landsrets 3. afdeling, at sagen med stor sandsynlighed skal begynde forfra i landsretten.

Men det er ikke nok for forsvarerne i sagen. Ifølge Kim Bagge og Jan Schneider sætter dagens tiltale en tyk streg under, at sagen, bør gå om i byretten.

- Når en af de centrale anklagere bliver tiltalt for embedsmisbrug, er det meget nærliggende at sige, at sagskomplekset skal begynde forfra for at være sikre på, at dem, der er dømt i sagen, har fået en ordentlig og fair behandling hele vejen igennem, siger Kim Bagge.

Forsvarer Jan Schneider fortæller, at hans klient er meget tilfreds med, at sagen mod anklageren skal for en dommer.

- Sagen har haft store konsekvenser for ham personligt. Han har ventet i spænding og i utryghed på, hvad det ville føre til. Så derfor er det tilfredsstillende for ham, at der er nogle dommere, der skal tage stilling til forløbet, siger han.

Sag skaber bekymring

Den omfattende operation om hashhandel på Christiania er den hidtil største aktion mod hashsælgere i Pusherstreet på Christiania, hvor omkring 80 personer er blevet anklaget og dømt.

Den aktuelle sag, hvor 11 er tiltalt, begyndte at rulle i efteråret 2016. Midt i sagen om hashhandel på Christiania, der var anket til Østre Landsret, blev anklager Trine Sorgenfri pillet af sagen.

Der var nemlig opstået mistanke om, at hun havde haft tæt kontakt til tre agenter fra politiet og givet dem instrukser i, hvad de skulle sige som vidner i retten. En mistanke hun i dag er blevet tiltalt for.

Rigsadvokaten har efter sagen skærpet betingelserne for anklageres kontakt med vidner. Derudover vil det fremover - som udgangspunkt - være forbudt for en politiagent både at være efterforsker og vidne i samme straffesag.

Forsvarsadvokat Kim Bagge mener, at Rigsadvokatens tiltag er nødvendige, selvom der er tale om "en helt usædvanlig og historisk sag".

- Sagen er næsten helt ubegribelig for alle professionelle aktører, og den skaber bekymring for, om der generelt er et kulturproblem, der skal rettes op på. Derfor er det vigtigt, at den ikke bare bliver parkeret som et enestående tilfælde, siger han.

I denne korte video forklarer DR's retskorrespondent Trine Maria Ilsøe sagen på et minut.

Facebook
Twitter