Forsvaret anmelder Politiken til Politiet

Forsvaret har besluttet at politianmelde Politiken. Det sker, efter at Politiken i dag har trykt Thomas Rathsacks omstridt bog: Jæger - i kamp med eliten.

(© Scanpix)

Forsvaret har besluttet at politianmelde Politiken. Det sker, efter at Politiken i dag har trykt Thomas Rathsacks omstridte bog: Jæger - i kamp med eliten.

- Bogen går tæt på vores sikkerhed, og det er os derfor magtpåliggende at få gjort noget ved det. Derfor har vi besluttet at politianmelde Politiken, siger forsvarschef Tim Sloth Jørgensen til DR Nyheder.

Forsvarschefen understreger, at forsvaret ikke har nogen intention om at røre ved ytringsfriheden eller udøve nogen form for censur.

Hensynet til krigsindsatsen

- Det eneste der ligger mig på sinde, er hensynet til dansk forsvar, hensynet til vores krigsindsats i Afghanistan og i allersidste ende hensynet til vores soldaters sikkerhed, siger Tim Sloth Jørgensen..

Ifølge forsvarschefen udstiller bogen en række forhold, som udgør en risiko for dansk forsvar og danske soldater.

- Bogen kunne være udkommet, hvis den bare havde været redigeret på enkelte områder.

Forsvarschefen siger, at de ikke kan gøre andet nu end at politianmelde Politiken for at have kompromitteret statens sikkerhed ved at udgive bogen.

- Herfra må politiet finde ud af, hvad der skal ske videre i sagen mod Politiken, siger han.

FacebookTwitter