Forsvaret køber kampvogne for 1,4 milliarder

Det danske forsvar har indgået en milliardkontrakt med det svenske firma BAE Systmes om køb af 45 kampvogne. Køretøjerne skal indsættes i internationale operationer.

45 kampvogne af typen CV9035 er på vej til det danske forsvar. (Foto: HOK © HOK)

Det danske forsvar har indgået en kontrakt på 1,4 milliarder kroner med det svenske firma BAE Systems om køb af 45 kampvogne af typen CV9035.

Ifølge Hærens Operative Kommando vil køretøjerne betyde en væsentlig forøgelse af infanterienhedernes ildkraft.

Det er meningen, at køretøjerne skal indsættes i internationale operationer. Det er den øgede fokusering på dansk deltagelse i brændpunkter, der har gjort det nødvendigt at investere i de nye køretøjer.

De første køretøjer ventes leveret i 2007 og de sidste i 2009.

Facebook
Twitter