Forsvaret lavede 'betænkelig' opringning til dansk domstol, før russisk forskningsskib blev tilbageholdt

Statsejet russisk fartøj i skibsarrest ved Skagen kan udvikle sig til sikkerhedspolitisk krise, advarer eksperter.

Det russiske skib ved Skagen kan udvikle sig til en sikkerhedspolitisk 'varm kartoffel'. Måske derfor ringede Forsvarskommandoen til dansk domstol, forklarer ekspert. (Foto: (C) DR Nyheder)

I sidste uge blev det statsejede russiske forskningsskib ‘Akademik Ioffe’ tilbageholdt ved Skagen af fogedretten i Hjørring. På grund af en økonomisk strid mellem skibets ejere og et canadisk rejseselskab.

Men før det kom så vidt, modtog fogeden - ud af det blå - en usædvanlig opringning.

Forsvarskommandoen ønskede at gøre retten opmærksom på, at Forsvaret anså fartøjet som et statsskib. Statsskibe må ikke - ifølge søretten - tilbageholdes og skal derfor have lov at sejle frit.

Det viser dokumenter fra Retten i Hjørring.

- Vagthavende oplyste, at de var blevet orienteret om, at fogeden agtede at foretage skibsarrest af MV Akademik Ioffe, skriver fogeden i retsbogen.

- Han ønskede at gøre retten opmærksom på, at Forsvaret anser det pågældende skib for et statsskib ejet af Rusland, og Forsvaret havde givet skibet tilladelse til at sejle ind i dansk farvand med henblik på bunkering.

Sag undrer ekspert

Trods opringningen besluttede fogedretten alligevel at tilbageholde fartøjet i såkaldt ‘skibsarrest’ ud for Skagen Havn, hvor det stadig ligger.

Dronebilleder optaget fredag af det statsejede russiske skib, der ligger for anker ved Skagen:

Forsvarets indblanding undrer professor og dr.jur. i søret Kristina Maria Siig fra Syddansk Universitet.

- Der er altid grund til at være betænkelig, når myndighederne kontakter domstolene i en konkret sag. Udgangspunktet er, at det bruger vi ikke her til lands. Med mindre Forsvarsministeriet selv er part i sagen, og det er, så vidt jeg forstår, ikke tilfældet, siger Kristina Maria Siig.

Professoren betegner Forsvarskommandoens opringning til den lokale foged som 'principielt uønskelig' set i lyset af, at den udøvende og dømmende magt er adskilt i Danmark.

Skib gik på grund i 2018

Det var et canadisk rejseselskab, der anmodede Retten i Hjørring om at tilbageholde skibet som økonomisk garanti. I 2018 lejede selskabet ‘Akademik Ioffe’ til arktiske krydstogter.

Men på grund af flere besætningsfejl gik skibet på grund under den første rejse, og alle følgende krydstogter måtte aflyses.

Rejseselskabet mener at have penge til gode hos ejerne af ‘Akademik Ioffe’. Sagen verserer derfor nu ved en canadisk domstol.

Skib er en 'varm kartoffel'

Forsvarskommandoens indblanding kan skyldes, at sagen har sikkerhedspolitiske undertoner og kan udvikle sig til en kurre på tråden mellem Danmark og Rusland.

Det forklarer professor Peter Viggo Jakobsen fra Forsvarsakademiet, der kalder sagen ‘en varm kartoffel’.

- Der er ingen tvivl om, at Forsvarskommandoens opringning illustrerer, at Danmark helst havde set, at skibet var sejlet videre. Hellere et surt Canada end et surt Rusland, siger Peter Viggo Jakobsen, der hentyder til et anspændt sikkerhedspolitisk klima mellem Rusland på den ene side og Nato samt Danmark på den anden.

- Det viser dilemmaet, som Danmark står i. Når først retssystemet går i gang, er man nødt til at lade det køre, siger han.

Professor Peter Viggo Jakobsen fra Forsvarsakademiet: Det tilbageholdte russiske statsskib er en sikkerhedspolitisk 'varm kartoffel'. (Foto: søren bidstrup © Ritzau Scanpix)

Krigsskib ud for Skagen

Sagen udviklede sig i en usædvanlig retning torsdag aften i sidste uge. Her viste en hjemmeside, der overvåger skibstrafikken, at et 104 meter langt russisk krigsskib lå i dansk farvand ud for Skagen.

Det viste sig senere, at skibet var blevet placeret der virtuelt. Sandsynligvis af Rusland, der ønskede at vise utilfredshed med tilbageholdelsen.

- De har gjort opmærksom på, at de følger sagen tæt og er klar til at foretage sig yderligere, siger Flemming Splidsboel Hansen fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).

- Vi risikerer selvfølgelig, at en konflikt kan bryde ud og blive optrappet. Det er dog fortsat en mild konflikt. Fra russisk side ser det ud som om, man afventer, hvad der er op og ned og ser, hvordan de danske myndigheder reagerer, siger han.

  • Sådan så det ud, da det russiske 'spøgelses-krigsskib' torsdag aften dukkede op ud for Skagen. (Foto: Skærmfoto fra Marinetraffic.com)
  • Ifølge Marinetraffic.com var der tale om en russisk kanon- og missilbevæbnet korvet. (Foto: Skærmfoto fra Marinetraffic.com)
  • En patruljebåd fra Søværnet sejlede fredag formiddag forbi stedet. Ifølge Forsvarskommandoen var der tale om en rutinemission. (Foto: Skærmfoto fra Marinetraffic.com)
1 / 3

Udenrigsministeriet er i dag i kontakt med den russiske ambassade om sagen.

- Der er tale om en sag mellem en tredjepart og det russiske skib. Arresten af skibet er ikke foranlediget af de danske myndigheder, oplyser Udenrigsministeriet.

DR Nyheder har spurgt, hvorfor Forsvarskommandoen kontaktede Retten i Hjørring, men er endnu ikke vendt tilbage med svar.