Forsvaret skærper beredskabet og samler 700 soldater i Slagelse

Forsvaret er parat til at placere kampfly på Bornholm efter russisk fremfærd i Ukraine.

To danske F16-fly kan snart blive placeret på Bornholm for at styrke det såkaldte "afvisningsberedskab", der skal afskrække fremmede fly fra at flyve ind i danske luftrum. (Arkivfoto). (Foto: © Kasper Palsnov/Ritzau Scanpix)

700 soldater fra den danske kampbataljon bliver nu samlet i Slagelse, og Forsvaret gør klar til at placere to F-16 kampfly på Bornholm.

Regeringen har nemlig i dag besluttet at skærpe Forsvarets beredskab som en reaktion på "det uacceptable russiske militære pres på Ukraine".

Det sker efter anbefaling fra Forsvarskommandoen, oplyser Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse.

Det betyder blandt andet, at beredskabet for den danske kampbataljon, som er tilmeldt Natos beredskab, bliver skærpet til 1-5 dage.

- Bataljonen vil blive samlet i Slagelse, og nødvendige lagre vil blive opbygget, oplyses det.

Det drejer sin om 700 soldater, der samles i Slagelse, oplyser den nytiltrådte forsvarsminister, Morten Bødskov (S).

Forsvaret er samtidig parat til at styrke det nationale afvisningsberedskab ved at placere to F-16 kampfly på Bornholm, hvis det vurderes "operativt nødvendigt".

Minister: Ingen grund til at være naiv

Ifølge Morten Bødskov, der i dag har fået overdraget Forsvarsministeriet fra tidligere forsvarsminister Trine Bramsen (S), er skærpelsen af det danske beredskab en del af Natos bestræbelser på at afskrække Rusland fra at eskalere situationen.

- Vi står i en alvorlig sikkerhedspolitisk situation i Europa, og derfor tager vi vores forbehold nu, siger han.

- Der er ingen aktuelle trusler mod Danmark, men det er en nødvendig forudsætning i forhold til den situation, vi står i nu, siger Morten Bødskov.

Kan de danske soldater komme i aktiv kamp?

- Det en styrkelse af vores beredskab, og en bataljon der gøres klar. Og stilling til hvad den skal lave, det tager vi stilling til senere.

Der kan blive tale om en skarp handling?

- Det er en alvorlig situation, vi står i, og der er ingen grund til at være naiv, siger han.

Hjemmeværn kan overtage hjemlige opgaver

Det øgede beredskab vil betyde, at Forsvarets opgaver ved grænsen og ved bevogtning ved civile lokaliteter i København stoppes.

- Det er under nærmere afklaring, om politiet eller Hjemmeværnet skal overtage opgaverne, oplyser Forsvarsministeriet.

Rusland har placeret over 100.000 russiske soldater langs grænsen til Ukraine, hvilket har fået USA og vestlige allierede til at frygte en russisk invasion af Ukraine.

Nato har blandt andet sendt to fregatstyrker til Østersøen. Rusland afviser dog på, at landet har nogen planer om at invadere Ukraine.

Ifølge professor Mikkel Vedby Rasmussen, Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet, er det usædvanligt, at en dansk kampbataljon samles og gøres kampklar.

- Det er meget usædvanligt og udtryk for, at regeringen og Forsvaret ser med stor alvor på, hvad der sker i det østlige Europa. Jeg kan ikke mindes, at en dansk militær enhed er blevet sat i det beredskab siden afslutningen af den kolde krig, siger han til Ritzau.