Beboerne omkring Flyvestation Skrydstrup har længe været bekymrede for, hvad det vil betyde for støjniveauet, når de nye F35-kampfly får base i nabolaget.
Placeringen af de nye kampfly, der larmer mere end det nuværende F16-fly, har medført lokale protester. I den forbindelse fremlægger Forsvarsministeriet en række komplicerede støjberegninger for F35-kampflyet ved et borgermøde i begyndelsen af december.
Til gengæld får beboerne ikke mulighed for at høre et virkeligt F35-fly i luften over Skrydstrup og omegn før til næste år - efter at der er sat punktum for arbejdet med at finde kampflyenes mindst støjende flyveprofil.
Det meddeler Forsvarsministeriet, der har udskudt en længe ventet såkaldt ‘støjperceptionsmåling’ til næste år.
- Vi venter med spænding på at få lov at høre flyet i virkeligheden. Som jeg har forstået det, så arbejder man på at få etableret det rette måleudstyr. Det skal gøres rigtigt, så vi venter gerne et par måneder længere, siger Agnes Rosenlund, formand for foreningen Flyvestation Skrydstrups Naboer.
Lovede flyvning i marts
Forsvarsministeriet meddelte i marts 2018, at man arbejdede på at arrangere en demonstrationsflyvning med et F35-fly.
- Så beboerne i området ved selvsyn kan se og høre flyet i aktion, skrev ministeriet, der i samme ombæring flyttede kampflyenes placering på flyvestationen til et andet område end oprindeligt planlagt.
Ved et samråd i september fortalte forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V), at det kunne blive svært at gennemføre demonstrationsflyvningen inden årets udgang. Det står nu klart, at den først finder sted til næste år.
- Vi planlægger at kunne gennemføre demonstrationsflyvningen i 2019. Forsvaret har indgået en aftale med det hollandske firma NLR om at yde støtte til planlægningen af demonstrationsflyvningen samt den efterfølgende gennemførelse og opfølgning i stil med den, hollænderne har gennemført. Planlægningen, herunder af inddragelsen af borgerne, er endnu ikke færdig, skriver Forsvarsministeriet til DR Nyheder.
Glæder sig til flere detaljer snart
Flyvestation Skrydstrups Naboer håber, at de nærmere detaljer for F35-demonstrationen bliver præsenteret ved borgermødet den 6. december.
En lignende demonstration i Holland viste blandt andet, at lokale beboere opfattede F35’eren til at larme 3 decibel mere end det afgående F16-kampfly.