Forsvaret: Vi gør alt for at beskytte vores folk mod terror

Advarslen, om at danske soldater kan være terrormål, har skabt en reaktion fra Forsvaret. Vi sætter soldaternes sikkerhed først, siger de.

Soldaternes sikkerhed kommer før alt andet, siger Forsvaret efter en ny trusselsvurdering fra Forsvarets Efterretningstjeneste opfordrer til 'skærpet opmærksomhed' over for mulige terrorangreb på militær og politi. (Foto: Susanne Mertz © Scanpix)

Danske soldater kan være mål for uprovokerede terrorangreb som de, der har ramt Canada, USA og Storbritannien, hvor civile uden varsel har kastet sig over soldater og betjente på gaden og kørt dem over, angrebet dem med økser eller skudt dem ned.

Advarslen kommer fra Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) og har fået Forsvaret til at sende et brev til samtlige landets soldater.

Her opfordres de til at vise 'skærpet opmærksomhed over for ukendte personer, uidentificerede køretøjer eller genstande samt mistænkelig adfærd og aktiviteter.'

I et mailsvar til DR Nyheder uddyber Forsvarets Efterretningstjeneste sin advarsel:

- Forsvaret Efterretningstjeneste (FE) følger trusselssituationen nøje i forhold til Forsvaret i Danmark og i udlandet. Set i lyset af begivenheder hos koalitionspartnere i missionen mod Islamisk Stat, er det FE's vurdering, at der fortsat er en trussel til stede, står der i mailsvaret.

Soldaters sikkerhed kommer først

Selv om Forsvaret ikke vil afsløre præcis hvilke tiltag, de har gjort efter advarslen fra Forsvarets Efterretningstjeneste, indrømmer de, at advarslen er blevet taget alvorligt.

- Vi kan ikke sige, hvad vi gør præcist, men det er klart, at vores medarbejderes sikkerhed ligger os meget på sinde, siger presseofficer i Værnsfælles Forsvarskommando, Henrik Mortensen til DR Nyheder.

- Vi gør alt, der er muligt for at undgå, at de kan blive genstand for trusler.

FE: Tænk over hvornår I bruger uniform

Advarslen, som er blevet sendt ud til samtlige soldater og betjente i landet, lyder meget lig den, som de norske myndigheder gik ud med offentligt for to dage siden.

Her blev advarslen fra efterretningstjenesten fulgt af en opfordring til at droppe uniformen helt, når det kunne undgås, for eksempel til og fra arbejde.

Så langt er det danske forsvar ikke gået, forklarer Forsvarets Efterretningstjeneste:

- FE er i løbende dialog med den Værnfælles Forsvarskommando (VFK) om eventuel tilpasning af Forsvarets forholdsregler. Vores generelle anbefaling er, at uniformbærende personale altid tager en vurdering af, om og hvornår det er hensigtsmæssigt at færdes i uniform uden for tjeneste i det offentlige rum. Vi følger trusselsbilledet tæt i samarbejde med Forsvaret og øvrige partnere, lyder det i mailsvaret fra Forsvarets Efterretningstjeneste.

Selv om FE selv er gået ud med den direkte advarsel til samtlige soldater, understreger de, at der ikke er nogen efterretninger om konkrete trusler mod hverken dansk militær eller politi.

Facebook
Twitter