- Det er sandsynligt, at russiske påvirkningskampagner vil udgøre en stigende trussel også mod Danmark, og at Danmark uden eller med meget kort varsel vil kunne blive ramt af sådanne.
Vurderingen stammer fra Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) årlige risikovurdering, der blev præsenteret i dag.
Rusland har fyldt meget i de seneste års risikovurderinger, og det er også tilfældet i år. Udover Ruslands militære styrke og cyberangreb er det især påvirkningskampagner, der kan true den danske sikkerhed, fortæller Lars Findsen, der er chef for Forsvarets Efterretningstjeneste.
- Vi har set en række påvirkningsoperationer fra Ruslands side de senere år. Ved det amerikanske valg, franske valg og meget tyder på, der er også var en form for russisk indblanding i forbindelse med brexit. Det er vi nødt til at tage rigtig alvorligt i forhold til et kommende dansk folketingsvalg.
Rusland kan for eksempel forsøge at påvirke politiske processer og holdninger med falske nyheder, med troldehærer, der angriber både politikere og privatpersoner på sociale medier, eller ved at hacke sig til informationer.
Forbereder politikere på trussel
Derfor er FE i dialog med politikerne, så de er bedst muligt rustet til at håndtere en mulig trussel, som også bliver adresseret i en handlingsplan, som regeringen har lavet.
- Et element i den er, at FE og chefen for PET tager sammen ud og taler med folketingsgrupperne og partierne om, hvordan man håndterer den trussel som politiker i Danmark i forbindelse med et folketingsvalg.
Ifølge FE har man set enkelte forberedende tiltag på påvirkningskampagner i Danmark, som man dog ikke vil gå nærmere ind i, men den store fuldt udfoldede påvirkningskampagne har man ikke set.
I FE's risikovurdering fremgår det, at en mulig russisk påvirkningskampagne vil fokusere på politiske problemstillinger, "der har en vis klangbund i offentligheden, som for eksempel immigration og forholdet til EU."
Langt nede på Ruslands liste
Flemming Splidsboel Hansen, som er seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier, er ikke overrasket over FE's vurdering af den russiske trussel. Den bekræfter blot et billede, man har set igennem et stykke tid.
Han er heller ikke særlig bekymret for russiske påvirkningskampagner rettet mod Danmark.
- Dels tror jeg, at Danmark er langt nede på listen. Dels tror jeg, vi er ret gode til at kunne klare den slags. Jeg ser det ikke som den helt store udfordring forud for et folketingsvalg, siger han.
Flemming Splidsboel Hansen påpeger dog, at selvom vi er en lilleput-nation, og vi er langt nede på Ruslands liste, så kunne der være spørgsmål, som for eksempel sanktioner mod Rusland eller den meget omdiskuterede naturgasledning Nordstream 2 i Østersøen, hvor man gerne vil påvirke politiske processer.
Husk at være kildekritiske
Det er ikke kun politikerne på Christiansborg, der skal være opmærksomme på russisk påvirkning ved folketingsvalget, eller når der er valg til Europa-Parlamentet.
Ifølge Lars Findsen skal både danske medier, men også vælgerne bruge deres sunde fornuft.
- Vi skal allesammen have en kildekritisk tilgang til de nyheder, vi læser. Og det kendetegner jo også den danske befolkning. Vi har en god folkeskole, som lærer de unge at være kildekritiske, og det er ekstremt vigtigt at holde fast i, siger han.