Forsvarsadvokater i sag om dobbeltdrab i Marokko kalder retssag 'absurd' og 'latterlig'

- Retssagen indebærer et brud på menneskerettighederne, lyder det fra en af advokaterne.

Der ventes at falde dom i dag i sagen om drabene på danske Louisa Vesterager Jespersen og norske Maren Ueland. (© PRIVATFOTO)

I dag kan der blive sat et foreløbigt punktum i sagen om dobbeltdrabet på danske Louisa Vesterager Jespersen og norske Maren Ueland, der blev fundet dræbt under en vandretur i Atlasbjergene i Marokko i december.

De tre hovedgerningsmænd, som har indrømmet at have dræbt de to kvinder, mens de filmede det, får formentlig deres dom i dag. Og det kan ende med dødsstraf, hvis domstolen går med på anklagerens påstand.

Inden den mulige dom i dag retter flere af sagens forsvarsadvokater dog en skarp kritik af retssagen, som kaldes både 'absurd' og 'latterlig'. Det skriver norske VG.

Den schweiziske advokat Saskia Ditisheim repræsenterer en schweizisk-spansk mand, der er tiltalt for at have givet de tre personer terrortræning.

Hun fulgte et retsmøde i sagen forrige torsdag og var bestemt ikke imponeret.

- Retssagen indebærer et brud på menneskerettighederne. De tiltalte har ikke fået en retfærdig rettergang. Der er ikke ligevægt mellem parterne, siger hun.

En af de tiltalte ankommer til et retsmøde i maj. (Foto: STRINGER © Scanpix)

Ifølge advokaten har efterforskningen været mangelfuld, og hun er særlig chokeret over én ting.

- Det faktum, at man min klient ikke fik lov til at forklare sig frit. De beder om 20 års fængsel, og han får ikke lov til at forklare sig. Dommeren lod ham ikke tale, siger Saskia Ditisheim.

Advokat: Flere tiltalte har ændret forklaring

Den schweizisk-spanske mands marokkanske forsvarer, Saad Sahli, hævder over for VG, at anklagerne mod hans klient bygger på, hvad de andre tiltalte har fortalt til politiet, og ikke på, hvad de har udtalt i retten. Her har flere ændret i deres forklaringer, fortæller forsvarsadvokaten.

Desuden blev han ifølge sit eget udsagn to gange bedt om at afslutte sin procedure ved det seneste retsmøde.

- Hvis retten skal dømme denne mand baseret på politirapporterne i stedet for vidneudsagene i retten, så havde vi ikke behøvet denne retssag, siger han.

Der ventes at falde dom i dag, men retssagen er flere gange blevet udsat.

Marokko idømmer stadig kriminelle dødsstraf, men har ikke henrettet dømte i over 25 år. Så en dødsdom i landet svarer reelt til livstid i fængsel.

Facebook
Twitter