Danmark har 'ingen principiel modstand' mod at sende våben til Ukraine

Forsvaret har de missiler, som Ukraine ønsker sig. Men de er gamle.

Forsvarsminister Morten Bødskov bekræfter: Danmark har missiler på lager af den slags, som Ukraine efterspørger. (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)

Ukraine bereder sig på en militær invasion fra Rusland, der har placeret over 100.000 soldater på sin side af grænsen.

For kun kort tid siden landede de første amerikanske tropper i Ukraines naboland Polen, og både amerikanerne men også briterne og flere EU-lande har lovet at sende våben til forsvar af Ukraine, hvis russerne skulle rykke over grænsen.

Nu åbner den nytiltrådte forsvarsminister, Morten Bødskov (S), også for at lade Danmark slutte sig til kredsen af lande, som kommer Ukraine til hjælp.

- Vi har fra dansk side ingen principiel modstand mod at hjælpe Ukraine - ej heller med våben, siger han.

Og det danske forsvar er ifølge ministeren i besidelse af den type våben, som Ukraine har efterspurgt. Problemet er, at de er gamle.

Missil-mystik

Meldingen kommer efter et forløb, hvor hans forgænger på posten, Trine Bramsen (S), tidligere på ugen sagde, at Danmark slet ikke ligger inde med den slags millitært udstyr, som Ukraine har efterspurgt. Det skete i programmet 'Lippert' på TV2 News.

Et satelitbillede viser tilsyneladende russiske tropper i Soloti, Rusland, ikke langt fra den ukrainske grænse, i starten af december 2021. (Foto: ©2021 Maxar Technologies © Ritzau Scanpix)

Efterfølgende har DR Nyheder beskrevet, hvordan den udtalelse ikke helt matcher med, at Forsvaret så sent som i efteråret 2020 overvejede at bruge amerikanskproducerede Stinger-missiler i et nyt beskyttelsessystem hos Hærens 1. Brigade.

Det er netop den type antiluftskyts, som Ukraine ønsker sig til for eksempel at kunne skyde fjendtlige helikoptere ned.

Det er heller ikke mere end tre år siden, at Danmark solgte et helt parti Stinger-missiler til Letland, og det har sået tvivl om, hvorvidt det danske forsvar virkelig ikke ligger inde med våben, som Ukraine mangler.

'Hjælpen skal jo virke'

Nu bekræfter Morten Bødskov altså, at der ganske rigtigt ligger Stinger-missiler på hylderne hos det danske forsvar. Der er imidlertid et forbehold.

- De er på lager, men de ligger til bortskaffelse, fordi de er af meget ældre dato, siger han.

Nu vil han bede forsvarschefen om at redegøre for, om missilerne kan bruges, og derefter vil han indkalde partierne i forsvarsforligskredsen for at drøfte, om missilerne eventuelt skal sendes til Ukraine.

- Det, vi eventuelt skal hjælpe med, skal også virke, siger Morten Bødskov.

Rusland har opmarcheret omkring 130.000 soldater ved grænsen til Ukraine.
Rusland har opmarcheret omkring 130.000 soldater ved grænsen til Ukraine.

Flere partier er positivt indstillet på at undersøge det danske forsvars muligheder for at hjælpe Ukraine.

- Vi er ikke afvisende overfor at give militær støtte - altså militært udstyr, lyder det fra Venstres forsvarsordfører, Lars Christian Lilleholt, der har efterlyst en plan fra regeringens side.

Samme opfordring lyder fra Det Konservative Folkeparti.

- Det vigtige i den her situation er at få Forsvaret til at kigge på, hvad vi har liggende, og hvad skal vi selv bruge, hvornår det løber ud, og om der en mulighed for, at man kan bruge det i Ukraine, siger Niels Flemming Hansen.

Det arbejde sætter Morten Bødskov nu i gang.

- Rusland har valgt en fuldstændig uacceptabel fremfærd overfor Ukraine, og vi har et ansvar for at hjælpe. Men det, vi skal hjælpe med, det skal også virke, og det vil jeg drøfte med forsvarsforligskredsen, og så vil vi tage stilling til forsvarschefens indstilling, siger han.