Forsvarsministeriet får kritik for mulig brug af tvangsarbejdere fra Nordkorea

Ministeriet har ikke gjort nok for at sikre sig mod, at skibet Lauge Koch blev bygget af nordkoreanske tvangsarbejdere.

Inspektionsskibet Lauge Koch er muligvis delvist lavet af nordkoreanske tvangsarbejdere. (Foto: (Foto: DR Dokumentar ©))

For et år siden afslørede DR og Information, at nordkoreanske tvangsarbejdere efter al sandsynlighed er blevet brugt under byggeriet af skroget på inspektionsskibet Lauge Koch.

Det fører nu til til kritik af Forsvarsministeriet.

Den uafhængige Mæglings- og klageinstitution for ansvarlig virksomhedsadfærd (MKI) konkluderer, at ministeriet ikke gjort nok for at sikre sig mod brud på menneskerettigheder og arbejdstageres rettigheder under byggeriet.

Det skriver Information.

MKI holder øje med, om virksomheder og myndigheder overholder OECD's retningslinjer.

- Forsvarsministeriet ikke har udført due diligence (den nødvendige omhu, red.) i overensstemmelse med OECD's retningslinjer for multinationale virksomheder i forbindelse med indkøbet af inspektionsfartøjet Lauge Koch, lyder det i en udtalelse fra MKI.

Ikke gjort nok for at vurdere risikoen

MKI kritiserer også Forsvarsministeriet for ikke at have gjort nok for at vurdere risikoen for, at menneskerettigheder og arbejdstageres rettigheder kunne blive krænket under byggeriet. For eksempel ved at foretage besøg på byggeriet med det formål.

Forsvarsministeriet hyrede tilbage i 2013 nordjyske Karstensens Skibsværft A/S til at bygge inspektionsskibet Lauge Koch. Karstensens Skibsværft indgik herefter aftale med et polsk skibsværft om at bygge skibets skrog.

Og det polske skibsværft har efterfølgende hyret nordkoreanske svejsere til at arbejde på det danske skrog og flere andre skrog. Nordkoreanere var tilsyneladende tvangsarbejdere, som var udsendt af det statkontrollerede firma Rungrado, der menes at være med til at finansiere det nordkoreanske atomvåbenprogram.

En meget dårlig sag for Forsvarsministeriet

SF's forsvarsordfører Holger K. Nielsen kalder det efterfølgende 'en meget, meget dårlig sag for Forsvarsministeriet.'.

- Selvfølgelig har ministeriet et ansvar for, at der ikke bliver brugt nordkoreanske tvangsarbejdere på deres skib.

- Det handler ikke kun om arbejdstagerrettigheder men også om, at man jo indirekte kommer til at støtte det nordkoreanske regime, siger Holger K. Nielsen.

MKI konkluderer ikke, at nordkoreanerne rent faktisk har arbejdet på det danske skib, men kritiserer ministeriet for ikke at have gjort nok for at forhindre krænkelser af arbejdstageres rettigheder.

Forsvarsministeriet skriver til Information, at man tager MKI's udtalelse til efterretning og vil styrke fokus på virksomheders samfundsansvar i forbindelse med kommende indkøb.