Forsvarsministeriet havde allerede undersøgt sig selv inden svindel-fund: Mente, at svindel ville blive opdaget

Undersøgelse fra 2018 konstaterede, at der ikke var åbenlyse mangler med kontrollerne.

Forsvaret undersøgte sig selv i oktober 2018. (Foto: Sofie Mathiassen © Berlingske / Sofie Mathiassen)

Efter sagen om Britta Nielsens svindel i Socialstyrelsen kom frem, satte Forsvarsministeriet gang i en intern undersøgelse af, om lignende svindel ubemærket ville kunne finde sted dér.

Undersøgelsen konkluderer, at kontrolsystemerne i alle ministeriets afdelinger betyder, at der er en "høj grad af sikkerhed for, at en tilsvarende svindelsag vil blive opdaget."

Der fremgår af en aktindsigt, som DR Nyheder er i besiddelse af.

Her til eftermiddag er det dog kommet frem, at to medarbejdere fra Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse er blevet politianmeldt for svindel.

Det sker, efter at en revisionsrapport fra Rigsrevisionen netop har vist, at det har været meget let at begå svindel for medarbejderne i afdelingen. Rigsrevisionen har fundet fejl i 54 ud af de 64 indkøb, de har undersøgt, skriver Politiken.

Det var oplysninger fra en whistleblower hos en af afdelingens samarbejdspartnere, der for otte måneder siden fik Rigsrevisionen til at iværksætte en undersøgelse - altså blot fire måneder efter Forsvaret havde afsluttet sin egen undersøgelse.

'Huller' i kontrollerne

Den interne undersøgelse blev iværksat i oktober 2018 og blev afsluttet kort efter.

Forsvarets Interne Revison (FIR) har blandt andet undersøgt, hvordan der oprettes indkøbsordrer, og hvordan disse bliver kontrolleret.

Her konkluderer undersøgelsen, at der er en "række enkeltstående forbedringsområder," men at der samtidig er nogle sikkerhedsforanstaltninger, der forhindrer svindel.

- Der er en tilfredsstillende styring på området. Der screenes for uheldige rollekombinationer, ligesom muligheden for at kunne handle med en ”alle-rolle” er nærlig ikke-eksisterende, lyder det fra den interne revision.

Ifølge Altinget, som har set den nye rapport fra Rigsrevisionen, er det netop på dette område, at svindlen kan være fundet sted.

Rigsrevisionens nye rapport viser nemlig, at medarbejderne i Forsvarets Ejendomsstyrelse uden andres indblanding har kunnet bestille varer og tjenesteydelser, kvittere for modtagelsen og godkende betalingen for varerne og tjenesteydelserne, skriver mediet.

I Forsvarets interne undersøgelse står der også, at der på "visse områder er "huller" i processerne og i kontrollerne," og at "kontrollen ikke i alle tilfælde er 100% dækkende."

Ingen absolut sikkerhed

I sin interne undersøgelse konkluderer FIR endeligt, at de ikke har fundet åbenlyse mangler på kontrolområdet i Forsvaret.

Forsvarsministeriets Regnskabsstyrelse (FRS), som tager sig af Forsvarets regnskaber, giver også sit besyv med i den interne undersøgelse.

Styrelsen skriver, at kontrolsystemerne sikrer, at væsentlige fejl i regnskabet vil blive opdaget, men "giver ikke en absolut sikkerhed for at alle fejl findes."

Det skyldes, skriver styrelsen, at "uanset hvor dybdegående og omfattende undersøgelser der foretages, vil der altid være risiko for, at der er fejl, der forbliver uopdagede."

Rigsrevisionens rapport har fået forsvarsminister Trine Bramsen til at iværksætte en undersøgelse af, hvordan den mulige svindel kunne finde sted. Konklusionen af den undersøgelse vil ligge klar om to måneder.