Fortrængte dobbeltdrab i to uger

En 25-årig mand fra Marstal, som har erkendt, at han har dræbt et ægtepar fra Strynø og smidt dem i havet fra deres egen båd, fortrængte sine handlinger i to uger. Manden beskrives som psykisk ustabil.

Det dræbte ægtepars motorbåd er fundet tom og efterladt ved Ærø. (Foto: DR © DR)

I to uger efter at en 25-årig mand fra Marstal havde stukket ægtepar ned og lempet deres lig i havet mellem Ærø og Strynø passede han sit arbejde, gik sin far til hånde og på stævnemøde med en ung pige.

Det kom frem da den 25-årige i retten i Svendborg i dag fortalte sin version af, hvad der skete under en prøvesejlads på en båd ægteparret havde til salg.

Billedet af den 25-årige er ikke af en kynisk morder, men af en psykisk ustabil mand, som altså i 14 dage havde fortrængt, hvad der skete på båden.

Tv-indslag vækkede erindring

Først da han så et indslag på tv om ægteparret, var der noget der sagde ham, at han havde med deres forsvinden at gøre.

I retten fortalte han, at han ville narre båden fra ægteparret og sælge den for at skaffe sig af med en gæld på 50.000 kroner. Angiveligt var den 25-årige blevet truet med at få klippet en finger af, hvis han ikke skaffede den sum.

Dårlig samvittighed

Undervejs på den prøvesejlads manden og ægteparret foretog fik han i følge efter udsagn dårlig samvittighed over, at han ville stjæle båden. Han indrømmede over for Finn Teisen, at han ikke havde til hensigt at købe båden.

Det blev Finn Teisen så gal over, at han kaldte den 25-årige en flabet hvalp. De to kom op at slås på dækket, et slagsmål Ruth Teisen blandede sig i. Den 25-årige følte sig så truet, at han trak sin lommekniv.

Den 25-åriges påstand er, at det var et uheld, at han stak først Finn og senere Ruth Teisen. Han har derfor heller ikke erkendt sig skyldig i drab.

Manden er varetægtsfængslet og skal mentalundersøges.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5329c0036187a21d78e65eb3

Facebook
Twitter