Fortrolige oplysninger fra Kalundborg er lækket

En menneskelig fejl i Kalundborg Kommune er årsag til, at tusindvis af personfølsomme oplysninger er lækket.

Flere end 50.000 filer er blevet blotlagt på grund af en sikkerhedsbrist i it-systemet i Kalundborg Kommune.

Filerne indeholder informationer om borgeres CPR-numre, lønoplysninger og administratorkoder til it-systemer i Kalundborg Kommune, skriver Børsen.

Kommunaldirektør i Kalundborg Kommune, Jan Lysgaard Thomsen, oplyser, at man arbejder på højtryk for at få et overblik over sikkerhedsbristet.

- Vi er dybt kede af det her og skal selvfølgelig beklage mange gange. Straks vi blev opmærksomme på problemet, har vi trukket stikket på den berørte server, siger han.

De mange tusinde filer blev ved en fejl lagt på en usikret server, som flere borgere og firmaer har adgang til. Kommunen ved dog ikke præcist, hvor mange der har haft adgang til serveren.

En af de mange filer indeholder flere tusinde navne på borgere, der modtager kontanthjælp, integrationsydelse og uddannelseshjælp i kommunen.

Derudover indeholder flere filer sikkerhedscertifikater og administratorkoder til kommunens systemer.

Sikkerhedsbristen skete angiveligt, da kommunens it-afdeling skulle tage en backup af et af deres it-systemer for en måned siden. Det pågældende it-system bruger kommunen blandt andet til at hjælpe ansatte med it-problemer.

/ritzau/