Fortsat uvished om billige brystimplantater

EU har endnu ikke gjort noget ved sagen om de ukendte brystimplantater.

EU har endnu ikke gjort noget ved sagen om de ukendte brystimplantater. (Foto: LEO RAMIREZ © Scanpix)

De kvinder, der har fået indopereret det ukendte brystimplantat Unigel, går stadig rundt i uvished om, hvorvidt implantatet er i sikkert. EU har nemlig ikke gjort noget ved sagen, selvom der for et par måneder siden blev rejst tvivl om dét firma, som har godkendt implantaterne.

Og det er ikke godt nok, mener socialdemokraternes medlem af Europaparlamentet, Christel Schaldemose.

- Jeg synes, det er en ommer. Jeg synes, de har reageret alt for lidt og alt for langsomt, siger hun til DR Nyheder.

Snød med proteseDen britiske avis, The Daily telegraph, afdækkede i oktober, hvordan et tjekkisk firma, der godkender medicinsk udstyr i EU, tilsyneladende var parat til at snyde med godkendelsen af en hofteprotese. Samme firma har godkendt de sydkoreanske brystimplantater, Unigel, som et ukendt antal kvinder herhjemme har fået indopereret. Det er sket på en privatklinik, som siden er gået konkurs, og kvinderne er nu efterladt i en uvis situation. En af dem er Mette Julie Valente:

- Man har ingen mulighed for at vide, hvad man har i kroppen. Og vi har ikke mulighed for at finde ud af det, med mindre andre griber ind og hjælper os, siger hun til DR Nyheder.

Ingen hjælp fra EU

Den hjælp troede Christel Schaldemose ville komme fra EU-kommissionen, både i forhold til Unigel og andre implantater, som er godkendt af det tjekkiske firma.

- Jeg havde forventet, at de havde krydstjekket det hele og fået nogle nye eksperter til at vurdere det. Det er ikke godt nok, siger hun.

Facebook
Twitter