Forvirring om flygtningetog til Sverige: Myndigheder afviser

Et tog vil køre dem, der ønsker det, ud af Danmark i aften, lød det tidligere fra politiet i Rødbyhavn. Men både Inger Støjberg og Rigspolitichefen afviser, at der er tale om en sådan aftale.

Klokken 22.45 i aften vil et tog køre de flygtninge, der ønsker det, fra Rødbyhavn på Lolland til Sverige.

Det oplyste politiet på Rødby Færge station i Rødbyhavn ifølge DR's udsendte reporter, Mette Mayli Albæk, tidligere her til aften.

https://twitter.com/mettealbaek/status/641689201650597888

Tidligere på aftenen oplyste DSB over for DR Nyheder, at de tog, som flygtningene og migranterne har opholdt sig i i Rødbyhavn, ville køre videre til København senere på aftenen.

Nu oplyser DSB, at de ikke kører alligevel. Derudover har DSB ingen oplysninger.

Rigspolitichef og minister afviser

Integrationsminister Inger Støjberg (V) afviser da også over for DR Nyheder, at der skulle være indgået en aftale med Sverige om flygtningesituationen.

- Der er kontakt på tværs af landegrænserne, fordi det er en vanskelig situation. Men jeg har ikke indgået nogen aftale, siger hun.

Heller ikke rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg vil bekræfte, at de mange flygtninge får mulighed for at rejse ud af landet med tog. Det sagde han for kort tid siden på et pressemøde.

- Det kan jeg ikke bekræfte. Det, det handler om for os nu, er at få en ordentlig dialog, som er helt tydelig, siger Jens Henrik Højbjerg.

Rettelse kl. 21.19: Der er tale om et tog fra Rødby på Lolland, og ikke Rødekro i Sønderjylland, som det fejlagtigt var angivet i den første version af denne artikel.

Facebook
Twitter