Forvirring om nyt forsamlingsforbud: Skal man aflyse festen eller ej?

Hvis man kan overholde retningslinjerne, er der ingen grund til at aflyse festen, mener Forbrugerrådet Tænk.

Til gårsdagens pressemøde om corona-situationen i Danmark bad sundhedsminister Magnus Heunicke (S) befolkningen om at overveje, om planlagte fester kan udskydes. Senere på aftenen gjorde han det dog klart, at han ikke mener, at man skal aflyse familiefester. (Arkiv) (Foto: Philip Davali © Scanpix)

Coronasmitten er den seneste uge steget i en sådan grad, at myndighederne har fundet det nødvendigt at indføre skærpede restriktioner i København, Odense og 16 kommuner i Storkøbenhavn.

Barer og restauranter i de 18 kommuner skal blandt andet fra i morgen igen lukke ved midnat, og forsamlingsforbuddet er sænket fra 100 personer til 50. Og sundhedsminister Magnus Heunicke (S) havde en klar opfordring til befolkningen:

- Jeg vil endnu en gang bede jer overveje, om den planlagte fest skal afholdes nu, eller om der er mulighed for at udskyde festen. Det er nu, man skal overveje det, lød det på pressemødet.

På samme pressemøde fortalte Anette Lykke Petri, der er konstitueret direktør for Styrelsen for Patientsikkerhed, at 30 personer var blevet smittet med coronavirus til en fødselsdagsfest.

Senere på aftenen sagde Magnus Heunicke dog følgende til TV2:

- Lad mig være så klar, som jeg overhovedet kan. Man skal ikke aflyse en konfirmationsfest eller et bryllup eller andet. Men man skal sikre sig, at man kan holde festen, så den kan leve op til sundhedsmyndighedernes anbefalinger.

  • De 18 kommuner er: København, Odense, Albertslund, Ballerup, Brøndby, Dragør, Frederiksberg, Gentofte, Gladsaxe, Glostrup, Herlev, Hvidovre, Høje–Taastrup, Ishøj, Lyngby–Tårbæk, Rødovre, Tårnby og Vallensbæk.

Flere undtagelser

Hvis man bor i de 18 kommuner og har planlagt fest de kommende uger, kan det altså være udfordrende at finde hoved og hale i, om man overhovedet skal holde festen, og om man skal trække invitationer tilbage, så man holder sig under 50 gæster.

Ifølge Vagn Jelsøe, der er vicedirektør i Forbrugerrådet Tænk, handler det om, hvilken slags fest man holder, og hvor den holdes henne.

I det oprindelige forsamlingsforbud på 100 er der nemlig flere undtagelser, som har betydning for, hvor mange gæster man kan have med til arrangementet.

- Forbuddet mod at forsamles flere end 100 personer på samme sted samtidig gælder for eksempel ikke i private boliger og haver i tilknytning hertil, hvor der i stedet må forsamles op til 500 personer, står der blandt andet.

Forbuddet gælder heller ikke "lokaler, lokaliteter og arrangementer, begivenheder, aktiviteter eller lignende, hvor kunder, besøgende eller deltagere i det væsentlige sidder ned".

Ifølge et svar fra Sundheds- og Ældreministeriet gælder undtagelserne også i de 18 berørte kommuner.

Så hvis man for eksempel har lejet et lokale på en restaurant, behøver man altså ikke aflyse, siger Vagn Jelsøe.

- Hvis det er 75 siddende gæster, så må man faktisk godt. Det man ikke må, er at danse alle sammen, når man er flere end 50, siger han.

Sundhedsstyrelsen er i gang med at udarbejde skærpede anbefalinger til antal deltagere, afstand, indretning ved private sammenkomster, som ventes at komme i morgen.

Her kan du se Sundhedsstyrelsens nuværende gode råd til afholdelse af private arrangementer.

Overhold retningslinjer

Vagn Jelsøes bedste råd er at overholde retningslinjerne for, hvordan en privatfest skal afholdes, og at man finder en løsning med ejerne af lokaler.

- Hvis ikke det kan lade sig gøre, kan man så få maden bragt hjem eller dele gæsterne op i hold? Der kan være alle mulige løsning på det her, selvom det måske ikke var det, man havde planlagt, siger han.

Og så handler det som altid om at læse det med småt i aftalen, så man er klar over, hvem der i sidste ende hænger på regningen ved en eventuel aflysning.

Heller ikke Allan Randrup Thomsen, der er professor og virolog ved Københavns Universitet, mener, at der er grund til at aflyse planlagte familiefester.

- Hvis man har en fest, hvor man sidder ned det meste af tiden med god afstand og ekstra afstand til risikogrupper, siger han.

Derudover opfordrer han til at holde sig fra at servere buffet, ligesom man ikke skal stille store skåle med chips frem til hele selskabet, ligesom det blev sagt fra sundhedsmyndighederne ved gårsdagens pressemøde.

Det er dog ikke alle fester, han mener kan afholdes, som situationen er i øjeblikket.

- Et større party med høj musik, dans og ølbong, er den type fest, man helst skal undlade, mener han.

Op til den enkelte

De nye restriktioner viser, at præmissen for at bekæmpe spredningen af coronavirus i Danmark har ændret sig. Det mener Lars Østergaard, overlæge og professor ved Aarhus Universitetshospital.

Vi er gået fra at bekæmpe smitten på en måde, så man ikke overbelastede sundhedsvæsenet til nu ikke at ville have coronasmitte i lande overhovedet. Og det har også betydning for, hvilke restriktioner man indfører.

- Mange vil spørge sig selv, om det ikke er en overreaktion, når man kigger på tallene, men der skal man se på præmissen, siger Lars Østergaard.

Den hurtige og kontante handling på lokale smitteudbrud så man også tidligere i Aarhus, hvilket ifølge overlægen betød, at man fik vendt kurven, og man relativt hurtigt kunne vende tilbage til normaltilstand.

Ifølge overlægen kunne man sagtens have indført flere restriktioner og lavet påbud i stedet for opfordringer.

- Det er okay at starte blidt, men man skal godt nok holde grundigt øje med, hvordan smitten bevæger sig og parat til at sætte kraftigere ind. Det svarer til at slukke en brand. Det er meget nemmere slukke ild i en lille kvist end at slukke en skovbrand, siger han.

Og når det kommer til, om man skal holde den store planlagte fest, eller om man skal udskyde den, mener han, at det må være op til folk selv at vurdere.

- Som vært har man et særligt ansvar for, at gæsterne ikke bliver syge, og der ikke sker smittespredning. Hvis man kan bliver testet inden og sikrer sig god afstand til sårbare og ældre, så må man gøre op med sig selv, om man vil holde festen, siger Lars Østergaard.

Artiklen er opdateret med svar fra Sundheds- og Ældreministeriet.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter