Fra 100 til 4.000 donorer: Ibi og Cecilia fik gang i donorregistret

Hver gang der bliver sat fokus på organdonation, har det en positiv effekt, lyder det fra Sundhedsstyrelsen.

Hver gang der sættes fokus på organdonation, får det mange til at tage stilling, oplyser Sundhedsstyrelsen. (© dr)

Danskerne er generelt positive i forhold til organdonation, men ofte kniber det med at finde NemID'et frem og få registreret et ja eller nej.

Men det rykker noget, hver gang der bliver sat ekstra fokus på organdonation som for eksempel iprogrammet Organer for livet, som blev sendt på DR1 i aftes.

Her satte blandt andre tv-værten Ibi Makienok og lungepatienten Cecilia fokus på, hvorfor der er behov for at tale mere om organdonation herhjemme.

4000 flere på en aften

Efterfølgende har Donorregistret oplevet en stor interesse. Normalt er der omkring 100 personer om dagen, som tager stilling til, om deres organer må bruges til transplantation eller ej, men i aftes var 3.954 personer forbi og registrere sig.

Det glæder specialkonsulent i Sundhedsstyrelsen, Maria Herlev Ahrenfeldt.

- Hver gang vi sætter fokus på organdonation, så har det en effekt. Og vi ved fra en holdningsundersøgelse, som vi lavede for et par år siden, at den primære årsag til, at folk ikke registrerer sig, er, at de ikke lige får taget sig sammen til det.

Gavner de pårørende

Og selvom de potentielt flere donorer gavner os allesammen, så er det især de pårørende, der kommer til at få gavn af, at så mange flere har registreret sig, forklarer Maria Herlev Ahrenfeldt.

For de får faktisk hjælp i en meget svær situation.

- De fleste har rigtigt svært ved at overskue at tage stilling til organdonation, når man lige har mistet et familiemedlem eller er ved at miste et.

- Og derfor er det en stor hjælp, at personalet kan slå op i donorregisteret og sige, at her er en person, der har sagt ja eller nej.

For oftest vil de pårørende meget gerne følge den sidste vilje, fortæller hun.

- Undersøgelser viser, at langt de fleste gerne vil opfylde afdødes sidste ønske. Og de står der i en megapresset situation, hvor de ellers er i tvivl, eller hvor diskussionen kan skabe stor uenighed i familien. Så det hjælper dem meget, hvis personen har taget stilling, siger Maria Herlev Ahrenfeldt.

Om organdonation

  • Man kan registrere sit ja eller nej til organdonation på sundhed.dk, og man skal bruge sit nemID. Man kan både sige ja eller nej - eller ja, med de pårørendes accept. Man kan også vælge hvilke organer, man vil donere.

Facebook
Twitter