Fra 2019 bliver motoriserede løbehjul og skateboards lovliggjort i Danmark

Et bredt flertal i Folketinget indfører forsøgsordning på de danske cykelstier.

Folk over hele verden har taget de elektriske løbehjul til sig. Her er det folk på det amerikanske firma Lime's elløbehjul i Madrid, Spanien. (Foto: PAUL HANNA © Scanpix)

Fra januar 2019 kan du suse lovligt af sted på motoriserede løbehjul, selvbalancerende køretøjer og motoriserede skateboards.

I eftermiddag mødtes Transportminister Ole Birk Olesen med medlemmer fra Folketingets Transport-, Bygnings- og Boligudvalg, og her var der bred enighed om, at forsøgsordningerne for de eldrevne køretøjer bør igangsættes i januar 2019.

- Vi skal være åbne for nye måder at bevæge os på i trafikken, og det er jeg glad for, at der er bred enighed om blandt Folketingets partier, siger Ole Birk Olesen på Transportministeriets hjemmeside.

Transportministeren mener, at de motoriserede løbehjul kan vise sig at have et stort mobilitetspotentiale, fordi de kan kombineres med offentlig transport. Dermed vil de både aflaste miljøet og mindske trængslen på vejene.

Ministeriet arbejder også på at ændre vejloven, så den er fremtidssikret i forhold til, at der forventes at komme flere nye udlejningsvirksomheder på markedet; eksempelvis udlejere af el-løbehjul.

Lovliggørelsen kommer tre måneder for sent

En af de virksomheder som udlejer el-løbehjul i flere af verdens største byer, er amerikanske Lime.

Deres løbehjul kan køre op til 20 kilometer i timen, og udlejningen foregår på den måde, at de samles op, bruges og efterlades så i faste standere rundt omkring i byen.

Konceptet stammer fra San Francisco, og siden februar i år er Lime rullet ud i over 100 byer.

I oktober indsatte den internationale dele-løbehjulsvirksomhed også omkring 200 elektriske løbehjul på gaden i København.

Løbehjulene blev dog fjernet igen få dage efter, fordi lovgivningen forbød elektriske løbehjul at køre de steder, hvor færdselsloven gælder. Brugere af el-løbehjulene risikerede derfor at få bøder.

Fra januar kan Lime og andre udlejningsfirmaer dog igen sætte deres el-løbehjul på de danske cykelstier.

Facebook
Twitter