Fra 3.000 til 1.000: Markant færre bliver optaget på uddannelsen til pædagogisk assistent

Det kan være et problem, hvis regeringen indfører minimumsnormeringer, lyder det.

3.303.

Så mange blev optaget på erhvervsuddannelsen til pædagogisk assistent i 2016.

Men samme år lavede KL, LO, Danske Regioner og den daværende regering en aftale, der skulle begrænse optaget, fordi de vurderede, at for mange assistenter havde svært ved at få job.

Og det har betydet, at optaget er faldet markant. Sidste år blev 1.034 studerende optaget på uddannelsen, og i 2017 lå tallet på 884.

En af dem, der blev optaget på den mindste årgang i 2017 er 20-årige Henriette Christensen.

- Vi er kun 15-17 stykker på mit hold, siger Henriette Christensen, der som sidste del af sin uddannelse er i praktik i en børnehave på Frederiksberg.

- Det er utroligt fedt. Jeg kunne ikke ønske mig noget andet lige nu, siger hun.

'En del af løsningen på pædagogmangel'

Uddannelsen tager hende 2,5 år, og hun og hendes medstuderende er derfor snart færdige med deres uddannelse. Derfor ventes det, at der i år bliver uddannet markant færre, end der blev sidste år.

Og det kan blive et problem, fordi den nye regering ønsker at indføre minimumsnormeringer. For samtidig stiger børnetallet, og nogle kommuner har svært ved at finde uddannede pædagoger til ledige stillinger.

Sådan lyder det nu fra FOA, som organiserer assistenterne og nu mener, at optaget bør hæves igen.

- Situationen i daginstitutionerne kalder på, at man skal indføre minimumsnormeringer. Det betyder, at der skal ansættes mere kvalificeret og uddannet personale i daginstitutionerne, og her er de pædagogiske assistenter en uundværlig del af den løsning, siger forbundsformand Mona Striib.

I går kunne DR Nyheder fortælle, at flere af landets daginstitutionsledere også efterspørger uddannet personale. Det fremgår af en rundspørge, DR Nyheder har lavet blandt 1.000 daginstitutionsledere.

Minimumsnormeringer betyder, at der er mindst én voksen til et givent antal børn. Men det vil kræve mere personale, og det blive svært at finde nok pædagoger, lød det fra flere sider under valgkampen.

Børnehaveleder har ansat assistent istedet for pædagog

Sådan er det allerede nu på blandt andet på Frederiksberg, hvor Henriette Christensen er i praktik som pædagogisk assistent.

- Det er desværre rigtig svært at finde kvalificerede uddannede pædagoger, siger hendes chef, Nina Jæger, der er daginstitutionsleder i kommunen.

Hun vil allerhelst ansætte uddannede pædagoger, men hun har lige haft en stilling slået op to gange, og da hun ikke fik ansøgere nok fra uddannede pædagoger, valgte hun at ansætte en pædagogisk assistent i stedet for.

- Pædagogiske assistenter kan sagtens være en del af løsningen. For de har en grundlæggende udviklingsteori og viden med sig fra uddannelsen, som en grøn medhjælper ikke har, siger hun og fortsætter:

- Så hvis man ikke kan finde kvalificerede pædagoger, er det klart at foretrække en pædagogisk assistent, som har noget viden med sig og noget teori bag sine handlinger.

KL: Vi vil ikke uddanne til ledighed

Tidligere har både SF og Det Radikale Venstre, der begge gik til valg på minimumsnormeringer, også sagt, at de pædagogiske assistenter kan komme til at spille en vigtig rolle.

- Det vil også løfte kvaliteten i institutionerne, når der ansættes flere pædagogiske assistenter og pædagogmedhjælpere, sagde Jakob Mark i sidste uge til TV2.

Og i et udspil fra starten af juni skriver de Radikale, at de ønsker at uddanne 10.000 medhjælpere i daginstitutionerne til pædagoger og pædagogiske assistenter.

Men hos KL, der var med til at lave aftalen i 2016, afviser formand for Løn- og Personalevalget, Michael Ziegler umiddelbart at hæve optaget igen.

- Vi har den ambition i KL, at vi ikke uddanner unge mennesker til ledighed. Da vi lavede aftalen, var det en nøgtern konstatering af, at kommunernes efterspørgsel ikke var høj nok til det niveau, vi havde lagt, siger han.

Arbejdsløsheden ligger ifølge FOA på 9,6 procent, men har ifølge fagforbundet været faldende. I januar 2017 lå den på 17 procent.

Men arbejdsløsheden har været faldende, og indtil videre har ændringen ikke slået igennem, har I skåret for meget?

- Nej, det mener jeg ikke. Jeg tror, at det niveau, vi har lagt, passer meget godt, siger Michael Ziegler.

- Men det er klart, at det samlede billede kan laves fuldstændigt om, hvis der kommer nogle krav fra Christiansborg om, hvad normeringen skal være. Hvis der kommer minimumsnormeringer, eller at man på andre måder regulerer normeringen, siger Michael Ziegler.

FOA: Det skyldes ikke mangel på efterspørgsel

Hos FOA mener Mona Striib ikke, at det skyldes mangel på efterspørgsel, at ledigheden blandt pædagogiske assistener fortsat ligger på 9,6 procent.

- Der har ikke været økonomi til det, siger hun og henviser til, at det er dyrere at ansætte en pædagogisk assistent end en ufagligt medhjælper.

Men risikerer man ikke at uddanne til arbejdsløshed?

- Nej, jeg tænker, at man for første gang risikerer, at man helt alvorligt sætter sig ned og finder ud af, hvor mange pædagoger og assistenter, der skal ansættes, og hvordan vi får efteruddannet de medhjælpere, der er, siger Mona Striib.

Henriette Christensen håber at få job som pædagogisk assistent, når hun er færdig efter sommerferien. Hendes drøm er at arbejde med de store børn i børnehaven, siger hun. (© dr)

På Frederiksberg håber Henriette Christensen, at hun kan få et job som pædagogisk assistent efter sommerferien.

- Vi pædagogiske assistenter har en masse teoretisk viden og en masse erhvervserfaring. Og det håber jeg at få lov til at afprøve.

- Jeg vil gerne være i en børnehave med de store børn og gøre dem skoleparate, siger hun.