Fra i dag bliver dagene kortere: Sådan får du energien fra sol og sommer til at vare længe

Sommersolhverv markerer de første skridt mod vinterens mørke og kolde periode.

Fra i dag bliver dagene kortere. Men det er faktisk muligt at lade batterierne op med sol og dansk sommer før vinterens komme, siger to eksperter. (Foto: BAX LINDHARDT © Scanpix)

Dagen i dag er årets længste dag. I Skagen byder fredag den 21. juni på mere end 18 timers dagslys, indtil solen forsvinder bag horisonten knap halvanden time før midnat.

En overflod af lys og solstråler, der betyder, at mange danskere føler sig i bedre humør samt har mere energi om sommeren end i løbet af vinteren.

Men det såkaldte sommersolhverv - når solen er længst nord for ækvator - markerer samtidig, at dagene bliver kortere, lyset forsvinder, og det samme gør måske sommerens sprudlende fornemmelse af energi og overskud.

Men det er faktisk muligt at lade batterierne op, så man er bedre rustet til at klare sig igennem den mørke periode - det forklarer to eksperter i hjernens kringelkroge, der her giver deres bedste bud på, hvordan man 'lader batterierne op' med sollys, inden det er for sent.

Begge eksperter understreger, at man altid skal huske solcreme og ikke behøver opholde sig direkte i solen. Det er fint at sidde i skyggen. Men skynd dig - allerede på mandag er dagen blevet et minut kortere.

Billedet her fra Amager Strand lørdag den 8. juni. (Foto: Linda Kastrup © Scanpix)
1

Carlo Volf, arkitekt og ph.d. med speciale i lys og sundhed

Hvordan får man energien fra sol og sommer til at vare længere?

- Man mener, at kroppen kan lagre D-vitamin fra solen i op til fire-seks måneder, hvis man får de rette mængder. Det passer vældig godt sammen med, at solens UV-stråler, der blandt andet giver energi, forsvinder i oktober og først kommer tilbage i løbet af marts. Så det handler simpelthen om at være så meget ude som muligt. Både sommer og vinter.

Er der noget, man skal være opmærksom på?

- Det tæller ikke, hvis man er bag glas. Det vil sige, at det ikke nytter at sidde i en udestue, medmindre det er en særlig type glas. Man skal helt uden for. Typen af glas er afgørende for, hvor mange af de særlige lysstråler, der slipper igennem, hvilket man blandt andet er opmærksom på, når man designer moderne hospitaler. Man kan godt lade ekstra op ved hjælp af en D-vitaminrig kost, men det er ikke nær så effektivt som huden. Rammer solen huden, så fordeler den D-vitamin til hele kroppen. Det gør maven ikke.

Et billede fra sommeren 2015. (Foto: BAX LINDHARDT © Scanpix)
2

Mads Dalsgaard, klinisk forskningsdirektør og læge, Lundbeck A/S

Hos Lundbeck er I specialister i hjernen og depression. Er det muligt at opfinde 'dansk sommer' i pilleform?

- Vi forsker ikke i det, man kalder sæsonbetingede stemningsforstyrrelser, men i tilfælde, der giver en sygelig ændring i humør og funktionsevne. Overordnet set er vi interesserede i alle former for behandlinger, men vi designer og opfinder molekyler, der kan gøre en forskel i de tilfælde. Men når det er sagt, så er der en sammenhæng mellem neurotransmitteren serotonin og sollys. Serotonin påvirker humøret, og det gennembrud var Lundbeck blandt andet med til at opfinde tilbage i 1970’erne.

Kan man lade sine batterier op med sollys og dansk sommer?

- Ja, det mener man faktisk er muligt. Der er studier, der tyder på, at længerevarende eksponering især beskytter. Populært sagt er en god, lang dansk sommer med masser af lys bedre end få dage et rigtig varmt sted. Motion og frisk luft bidrager også, for det har en positiv effekt på humøret. Kogt ned kan man sige, at det handler om at være så meget uden for om sommeren som muligt. Det samme gælder om vinteren, men det er straks mere svært på grund af klimaet.

Facebook
Twitter