Fra i dag gælder nye rejsevejledninger: 'Vi holder os fra områder med mange turister'

38 fly letter i dag fra Kastrup, efter rejsevejledningerne er blevet opdateret.

I går lettede tre fly fra Københavns Lufthavn. I dag letter 38.

Det gør der, fordi Udenrigsministeriet nu har opdateret rejsevejledningerne til 20 europæiske lande herunder Italien, Frankrig og Grækenland. Og de gælder fra i dag.

Med ombord på et af flyene er Alexandre Planque Tafteberg med sine to børn Clara og Emil samt vennen Steffen Sørensen.

Og selvom 38 fly er langt flere end tre, så er der temmelig tomt i lufthavnen, hvor der normalt lander og letter tæt på 800 fly om dagen.

- Jeg har aldrig oplevet så tom en lufthavn. Det kommer bag på mig, hvor få mennesker der er her, siger Alexandre Planque Tafteberg.

Familien er på vej til Frankrig, hvor de skal besøge Clara og Emils bedsteforældre syd for Paris i ti dage.

De opdaterede rejsevejledninger betyder, at familien og vennen nu ikke længere anbefales at gå i karantæne, når de vender tilbage til Danmark.

Et af de væsentligste kriterier for de opdaterede rejsevejledninger har været, at landet skulle have under 20 smittede per 100.000 per uge.

Og det har langt de fleste Europæiske lande lige nu. Danmark har lige nu 6,72 smittede per 100.000 og Frankrig har tilsvarende 8,1 smittede.

Familien Planque Tafteberg vil dog tage sine forholdsregler.

- Når vi kommer frem til Paris, bliver vi hentet af familien i lufthavnen, så vi undgår metro. Vi prøver at undgå steder, hvor der er for mange mennesker, siger Alexandre Planque Tafteberg.

Der er andre

restriktioner
, der gælder i Frankrig end i Danmark. Eksempelvis er der langt højere krav til brug af mundbind.

- Vi skal have mundbind på på restauranter, barer og i butikker.

Facebook
Twitter