Fra kriminel til butikschef

En gruppe hårde kriminelle holder beboerne i ghettoerne i frygt. Men det kan lade sig gøre at standse de unge, som er på vej ud af en kriminel løbebane.

Amer El-Jahim var en af dem myndighederne stort set havde opgivet, da han gik i 10. klasse på Humlehaveskolen i Vollsmose i Odense omkring år tusindeskiftet.

- Vi lavede slåskamp inde i byen, vi lavede mange ting, vi smadrede også en gang nogle vinduer i politistationen, fortæller Amer El-Jahim, der i dag er butikschef hos en automekaniker på Amager.

I sine unge år i Vollsmose var Amer El-Jahim anholdt flere gange for indbrud, våbenbesidelse og overfald, og i løbet af skoleåret blev han smidt ud af skolen for at have stjålet en af lærernes biler og forsøgt at brænde den af.

Lysere fremtid

På det tidspunkt så fremtiden dyster ud for den unge indvandrerdreng.

Men heldigvis lykkedes det hans sagsbehandler at skaffe kontakt til en herretøjsforhandler i Kerteminde på Østfyn, hvor El-Jahim kunne begynde i praktik, og med hjerte og jernhånd lykkedes det herreekvipisten Jørn Tvadskov at rette den unge mand til.

- Jørn gav mig videre rammer end i skolen, men satte samtidig grænsen - så længe jeg gjorde hvad han sagde, siger Amer El-Jahim i dag.

I dag er flere af Amer El-Jahims daværende kammerater hashandlere, kriminelle i Vollsmose eller i fængsel.

- Jeg var også endt i spjældet, hvis ikke det havde været for Jørn Tvadskov og alle de andre som støttede omkring mig, da jeg ville ud af kriminaliteten, siger El-Jahim, som i dag ikke er i tvivl om, hvad det vigtigste for at komme ud af kriminalitet er.

- De unge skal have et arbejde, så får de mere tillid til systemet, siger han.

Facebook
Twitter