Fra på fredag genåbner alt - bortset fra natklubber og diskoteker

Nattens politiske aftale genåbner næsten resten af landet.

Coronapasset skal udfases, lyder det i ny aftale. (Foto: TOM LITTLE © Scanpix)

I nat landede endnu en aftale, som fjerner en lang række coronarestriktioner.

Universiteter åbner helt, ansatte sluses tilbage på arbejdspladserne, og man kan igen gå i sauna, badeland eller på kasino.

Listen er lang, og vi tager den én for én, men først et citat fra De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen efter nattens pressemøde:

- Fra den 21. maj er natklubber og diskoteker lukkede, alt andet er åbent - i en eller anden form, siger Søren Pape Poulsen.

Det meste genåbner med restriktioner, og som med den seneste genåbningsaftale står samtlige partier i Folketinget bag aftalen med undtagelse af Nye Borgerlige.

Idræt, musik og dampbade

Vandet i havet er stadig så koldt, at en tur i sauna kan være kærkommen. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Der er stadig en del idrætsaktiviteter, fritidsaktiviteter og ting, der foregår i nogle af landets mange foreninger, som ikke er åbent. Det åbner fra på fredag med krav om coronapas.

Det gælder eksempelvis saunaer og dampbade, det gælder foreningslokaler og kultur-, medborger- og aktivitetshuse.

Det gælder også musik- og kulturskolerne for personer over 18 år, og faktisk står den på sang, musik og kultur over hele linjen.

Videregående uddannelser kan åbne

Studerende på de videregående uddannelser kan fremmøde med 100 procent fra på fredag, hvis de da ikke allerede har haft de sidste forelæsninger inden læseferie. (Foto: NIELS AHLMANN OLESEN © Scanpix)

Det var kun meningen, at de videregående uddannelser kunne genåbne med 50 procent fremmøde, men det er altså hævet til 100 procent.

Det gælder også de resterende elever på ungdoms- og voksenuddannelser, og det er fortsat med krav om coronapas.

Desuden åbnes for Folkeuniversitetet og korte kurser på folkehøjskoler med overnatning og korte kurser på efterskoler og frie fagskoler.

Kom indenfor i zoo, tivoli og badeland

Badelande kan igen åbne på linje med eksempelvis legelande. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

De indendørs faciliteter i forlystelsesparker, zoologiske haver og akvarier åbner nu - med krav om coronapas.

Også spillehaller, kasinoer, legelande såvel som badelande kan åbne fra fredag.

Fysisk fremmøde på jobbet

Hjemmearbejdet udfases. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Udfasningen af hjemmekontorer skal ske i tre faser.

Fra 21. maj kan 20 procent vende tilbage.

14. juni bliver det sat op til 50 procent.

1. august sættes det op til 100 procent.

Coronapas skal udfases

Første stik skal efter 14 dage kunne bruges som coronapas. (Foto: TOM LITTLE © Scanpix)

Coronapasset skal udfases fra juni, og det skal der nu lægges en plan for.

Reglerne lempes dog en smule allerede nu, så man fra 21. maj ikke længere behøver at vise coronapas ved indgangen til biblioteket eller til foreningsidræt. Man vil dog stadig skulle have et gyldigt coronapas, og det vil blive kontrolleret ved en daglig stikprøve.

Der åbnes også midlertidigt for, at folk 14 dage efter første vaccinationsstik kan bruge dokumentation for dette som coronapas.

Mundbind skal udfases

Der skal lægges en plan for, hvordan mundbindet skal udfases. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Kravet om brugen af mundbind vil blive udfaset efter samme model som coronapasset. Mundbind vil altså efter planen senest være udfaset i august, når alle over 16 år ifølge vaccinationskalenderen er blevet tilbudt en vaccine.

Der fremlægges en plan for udfasningen i juni.

Desuden hæves forsamlingsloftet til 50 personer indenfor og 100 personer udenfor.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk