Fraflytning: Færre vil bo i København

Efter år med tilflytning flyttede flere sidste år fra hovedstaden. Udviklingen kan give polarisering, advarer Arbejdernes Erhvervsråd.

Fra 2008-2014 oplevede København nettotilflytning hvert år. Nu er udviklingen vendt. (Foto: KELD NAVNTOFT © Scanpix)

Efter flere år med tilflytning til landets største byer og frygt for øde områder i udkantsdanmark ser udviklingen ud til at være vendt.

I perioden 2010-14 var der en nettotilflytning på i gennemsnit 0,5 procent om året i Danmarks fire største byer. Men i de efterfølgende år frem til 2017 er nettotilflytningen næsten nul.

Og sidste år flyttede flere fra København, end der flyttede dertil.

Det skriver Berlingske i dag.

Avisen har talt med Niels Rønholdt, cheføkonom i Jyske Bank, som blandt andet forklarer den øgede trafik ud af byerne med, at der er kommet flere job ude på landet, og at det økonomiske opsving har bredt sig.

De stigende boligpriser er dog også en del af forklaringen, siger cheføkonomen.

Og netop denne udvikling er en del af en tendens, som skaber bekymring hos Arbejdernes Erhvervsråd.

Mange på offentlig forsørgelse flytter

Trods flere års fokus på udfordringerne ved, at mange mennesker søger mod storbyerne, jubler man ikke hos Arbejdernes Erhvervsråd over, at flere fravælger København og bosætter sig andetsteds i landet.

Det er nemlig vigtigt at se på, hvem det er, der flytter fra byen. Og det er i høj grad de økonomisk svage, siger Lars Andersen, direktør i Arbejdernes Erhvervsråd.

- Man har en tilflytning af ressourcestærke til de store byer og en fraflytning af de ressourcesvage, siger han til DR Nyheder.

- Det afspejler, at boligpriserne er kommet så højt op, at færre har råd til at bo i København.

I sidste måned berettede DR Nyheder, at 4.500 mennesker på offentlig støtte de seneste tre år er flyttet ud af Danmarks fire største byer.

Den største andel har bosat sig i Guldborgsund- og Lolland Kommune.

Det kan give et polariseret samfund og have en selvforstærkende effekt, hvor de ressourcestærke samler sig i storbyerne, hvor priserne presses yderligere i vejret, mens det går omvendt i kommunerne, hvor de resursesvage søger til, lyder det fra Lars Andersen.

Facebook
Twitter