Frankrigs ambassadør: Vi er under angreb af intolerancen

Politiet har øget beskyttelsen af Frankrigs ambassade i København efter terrorangreb.

Politifolk afspærrer gerningsstedet ved virksomheden Air Products i Saint-Quentin-Fallavier. (Foto: MAXIME JEGAT © Scanpix)

Frankrigs ambassadør i Danmark, François Zimeray, understreger skæbnefællesskabet mellem sit hjemland og Danmark, efter at Frankrig igen er blevet ramt af et angreb, der af politiet efterforskes som terror.

- Vi står overfor den samme fjende, Danmark og Frankrig. Det virker som om, vi er under angreb af intolerancen, udtaler François Zimeray.

Ambassadøren tør endnu ikke gisne om det præcise motiv bag angrebet i Saint-Quentin-Fallavier, der ligger uden for Lyon i det sydøstlige Frankrig. Ved angrebet blev én dræbt og flere såret. Ifølge franske medier blev et islamistisk flag fundet ved den dræbte person, og en mand i 30'erne er anholdt.

- Men det virker bestemt som om, at det er vores måde at leve på, der er under angreb, siger François Zimeray.

Mere beskyttelse

Ambassadøren oplyser, at dansk politi har reageret hurtigt efter nyheden om angrebet i Frankrig løb ind.

- Der er mere beskyttelse. For en time siden havde vi bevæbnet politi her, og vi er konstant i kontakt med PET og Politiet, fortæller François Zimeray.

Han har været ambassadør i Danmark siden 2013. Frankrigs ambassade ligger ved Kongens Nytorv i København.

/DR Nyheder/