Fransk ambassadør smidt på porten: Russiske lejesoldater frygtes at have sat kløerne i endnu en afrikansk stat

Rusland beskyldes for at have spredt sin indflydelse til endnu et afrikansk land.

Ibrahim Traore overtog sidste år magten i Burkina Faso ved et militærkup. Hans minister for minedrift afviser, at Wagner skulle have fået en guldmine. (Foto: © Kilaye Bationo, Associated Press)

Mens soldater fra den russiske Wagner-lejehær kæmper og dør i stort antal i Ukraine, så ser det også ud til, at de i stigende grad spiller en central rolle i Ruslands forsøg på at sikre sig indflydelse i Afrika.

Først ankom Wagner-soldater til Libyen, så Sudan, så Mozambique, dernæst Den Centralafrikanske Republik for så at blive spottet i Mali, hvor de spillede en markant rolle i kollapset af en franskledet militæroperation i landet.

Nu ligner det, at et næsten identisk scenarie er ved at udspille sig i Malis naboland, Burkina Faso, der har været igennem flere militærkup sidste år.

Farvel til Frankrig

Her har landets regering ifølge Reuters bedt den franske ambassadør om at forlade landet - et klart signal til Burkina Fasos tidligere kolonimagt, Frankrig, der siden 2013 har haft tropper i landet for at bekæmpe terrorgrupper og islamistiske oprørere.

Samtidig beskyldes Burkina Faso af Ghanas præsident, Nana Akufo-Addo, for at have hyret soldater fra Wagner til at bekæmpe islamistiske grupper i landet. Angiveligt skulle lejesoldaternes betaling være, at de har fået rettighederne til en mine.

Burkina Faso har blandt andet guld og diamanter i undergrunden.

Det afviser Burkina Fasos minister for minedrift, Simon Pierre Boussim. Landet har dog ikke kommenteret på, hvorvidt man har skrevet kontrakt med de berygtede lejesoldater.

- Det virker helt troværdigt, at de er involverede med Wagner, og vi ved også, at der har været kørt en russisk pro-Wagner-kampagne i Burkina Faso her sidste år, og det gør man jo ikke medmindre, man har en pointe med det, siger Niklas Møller Rendboe, der er projektforsker ved Forsvarsakademiet og følger Wagner-gruppen tæt.

Burkina Faso har flere guldminer, der ofte benytter sig af børnearbejde. Det vides dog ikke, hvilken type mine landet beskyldes for at have givet til Wagner-gruppen. (Foto: © Ahmed Ouoba, Scanpix Denmark)

Han refererer endda forlydende om, at Wagner-soldater i sin tid også var medvirkende til at vælte det siddende styre under det sidste militærkup i Burkina Faso. Det hele med et klart formål.

- Det er russisk udenrigspolitik det her. Wagner yder en meget særlig indflydelse, der er med til at skubbe Frankrig ud af regionen, siger Niklas Møller Rendboe.

Korrespondent: Man er blevet træt af franskmændene

DR's Afrika-korrespondent, Søren Bendixen, mener også, at der kan være kød på beskyldninger om Burkina Fasos samarbejde med lejesoldaterne.

- Ghanas præsident er ret konkret i sine beskyldninger. Det er jo ikke det samme som, at det er rigtigt, men det er svært helt at se argumentet for, hvorfor han skulle komme med så voldsomme beskyldninger, hvis der ikke var noget om snakken, siger han og fortsætter:

- Burkina Faso kan jo se, hvordan det har løst nogle opgaver for militærdiktaturet i Mali, og så er man simpelthen blevet træt af franskmændene, fordi man ikke har set nogen forbedring, og så kan russerne så komme ind og hjælpe. De stiller ikke alle mulige spørgsmål eller kræver demokratiske valg, siger Søren Bendixen.

Drives af råstoffer og gode venner

De ultrabrutale lejesoldater fra Wagner-gruppen vil altså kunne bekæmpe de mange islamistiske grupper, som militærstyret i Burkina Faso slås med. Og de gør det mange gange mere effektivt, da de ikke spiller efter samme regler som franske styrker.

Men hvad får Rusland ud af at sende sin uofficielle lejehær til det vestafrikanske land?

En hel del, mener Søren Bendixen.

- Allerede tilbage i Sovjet-tiden forsøgte man at have indflydelse i Afrika. Og de aftaler fra den gang er lige så langsomt blevet genoplivet.

- Man så jo også, at da man i FN’s Sikkerhedsråd sidste år ville fordømme Rusland for invasionen i Ukraine, så var der altså 28 (ud af 54, red.) afrikanske lande, der stemte for en fordømmelse af Rusland.

Derudover er Burkina Faso også rig på naturlige ressourcer som guld og diamanter. Ressourcer, som Wagner--gruppen og derigennem Rusland altså allerede er begyndt at lægge beslag på.

- En anden motivation for Rusland er jo de mange naturressourcer, der er i Afrika. For eksempel har Rusland selv en meget stor guldproduktion, så det er ikke svært at forestille sig, at der uden stort besvær kan blandes lidt guld fra Burkina Faso ind i den produktion.

Spørger man Niklas Møller Rendboe, så har Rusland og Wagner-soldater også øje på flere afrikanske lande.

- Det kunne være Angola, Libyen, Liberia og Sierra Lione. Lande, der har nogle ret svage stater, siger han.