Fredspris-pioner: I begyndelsen grinede de af mig – nu kalder de mig deres moder

Den arabiske revolution er stadig i gang - vi kæmper stadig, lyder det fra den yemenitiske menneskerettighedsforkæmper Tawakkol Karman, der modtog Nobels Fredspris i 2011, og som deltager i Women Deliver-konferencen.

Et typisk billede af Tawakkol Karman - med knyttet næve hævet i luften. (Foto: Denis Balibouse © Scanpix)

Er det at betale en for høj pris for kampen for demokrati og rettigheder, hvis man bliver udsat for mordforsøg, smidt i fængsel og tvunget til at forlade sit hjemland og leve i eksil?

Nej, lyder det fra 37-årige Tawakkol Karman, der i disse dage besøger Women Deliver-konferencen i Bella Center i København.

Hun er mor til tre, vinder af Nobels Fredspris i 2011, og så kaldes hun Revolutionens Moder i hjemlandet Yemen. Selv om hun var kvinde, gik hun forrest, da demonstrationerne buldrede frem i Yemen - og for den sags skyld i store dele af den arabiske verden.

- Jeg er stolt af at være en kvinde. Jeg har altid troet på kvinders styrke til at styre familien, både den nære familie og den store familie - samfundet, siger Tawakkol Karman, da DR møder hende.

Vokset op med ligestilling

Modsat mange kvinder i det konservative Yemen er hun vokset op i en familie, hvor faderen, der var politiker, oplyste sine børn om samfundet, læste avis sammen med dem og aldrig gjorde forskel på sine sønner og døtre.

- Min far har inspireret mig meget. Han gjorde aldrig forskel på mænd og kvinder og piger og drenge, og det sørgede han altid for at fortælle os. Han var meget stolt af mig, og han mente, at jeg var den af hans børn, der forstod ham bedst, fortæller Tawakkol Karman.

Hendes kamp mod det, som hun kalder det "forkvaklede diktatur" under præsident Ali Abdullah Saleh, begyndte for alvor i 2005, da hun som ung journalist sammen med syv kollegaer startede foreningen "Kvindelige journalister uden lænker".

- I begyndelsen grinede folk af mig, de kaldte mig skør og lagde forhindringer ud for mig, men jeg gav ikke op. Jeg troede altid på, at folk nok skulle høre på mig, siger Karman og tilføjer:

Gik efter folk, der hadede kvinders stemmer

- De første, jeg gik efter, var de folk, der hadede kvinders stemmer og dem, der hadede menneskerettighederne. Da det først lykkedes mig at overvinde dem, forstod folk, at de skulle tage mig seriøst.

Vi springer frem til 2011. På Tagheer Pladsen midt i Yemens hovedstad, Sanaa, samlede flere tusinder demonstranter sig. De slog telte op, hvor folk - også Karman - overnattede midt under Det Arabiske Forår.

- Jeg var i mit telt, da folk pludseligt begyndte at danse rundt om det og synge og råbe, at vi havde vundet Nobels Fredspris. Jeg vidste ikke engang, at jeg var nomineret, fortæller Karman.

Fredsprisen var folkets

Hun tog til Oslo og modtog den fornemme pris, som hun straks dedikerede til alle de folk i Yemen, der på fredelig vis kæmpede for fred og et retfærdigt og korruptionsfrit samfund.

- Jeg ser mig selv som stemmen for de folk, der lider og har ofret sig for sagen. Jeg repræsenterer dem. Og det er et stort ansvar. Men jeg gør mit bedste, siger hun i dag.

Midt i protesterne lykkedes det folket sammen med oppositionen - og med ikke så lidt indflydelse fra Karman - at få lavet et udkast til en ny og demokratisk forfatning til Yemen med plads til både ytringsfrihed, ligestilling og kvinder og børns rettigheder.

Og året efter Det Arabiske Forår og Fredsprisen gik den forhadte præsident Ali Abdullah Saleh af efter 33 år på magten. Han overlod præsidentposten til sine nære allierede, Abd Rabbuh Mansur Hadi, men først efter at have garanteret sig fuld immunitet mod nogen form for retsforfølgelse.

Måtte i eksil

I følge Tawwakol Karman var det folkets mange protester, der var skyld i det.

Præsidenten overlevede et attentatforsøg, der ellers var tæt på at tage livet af ham, og nu er Ali Abdullah Saleh tilbage, og udkastet til den nye forfatning sikkert makuleret.

Siden september 2014 har Tawakkol Karman levet i eksil i Doha, Qatar. Hun kan ikke vende tilbage til sit elskede fædreland uden at blive fængslet endnu engang, som hun kortvarigt blev det i 2011 - eller udsat for det, der er endnu værre.

- Jeg var i Japan, da mit navn kom på den sorte liste, fortæller hun - så hun kom aldrig tilbage til hjemlandet. Først senere blev hun forenet med sin mand, Mohammed Al-Nehmi, og sine tre børn.

Stolte børn

Og apropos børnene, så er de stolte af deres mor.

- Jeg har overbevist mine børn om, at det her vigtigt. Selvfølgelig blev de bange, da jeg blev sendt i fængsel, eller da jeg ringede og fortalte, at jeg ikke kunne komme hjem igen. Men jeg gør det her for dem og deres brødre og søstre i hele Yemen. Og de forstår det. De har da været bange, men de føler, at jeg gør noget rigtigt, siger Tawakkol Karman.

Savner du dit land?

- Meget, rigtig meget. Men det er prisen, jeg må betale. Og sådan er det i enhver stor revolution. Vi laver en stor og dyb forandring, og det kræver sine ofre.

  • Tawakkol Karman til Women Deliver-konferencen i København (Foto: JENS ASTRUP © Scanpix)
  • Da hun modtog Nobels Fredspris i Oslo i 2011 (Foto: Leonhard Foeger © Scanpix)
  • Sammen med den norske kongefamilie og de to øvrige fredsprismodtagere det år (Foto: SCANPIX NORWAY © Scanpix)
  • 7. oktober 2011 - det er lige annonceret, at hun har fået Fredsprisen, og en tilhænger giver hende blomster. (Foto: Str © Scanpix)
  • Sammen med sine tre børn midt under Jasmin Revolutionen, som Karman selv har døbt Det Arabiske Forår i Yemen i 2011 (Foto: Khaled Abdullah © Scanpix)
  • En beæret Fredsprismodtager (Foto: Ahmed Jadallah © Scanpix)
  • Karman ude midt blandt demonstranterne. Ofte stod hun i forreste række. (Foto: Ahmed Jadallah © Scanpix)
  • 29. januar, da hun endnu var ukendt for store dele af omverdenen (Foto: Khaled Abdullah © Scanpix)
  • Med blomster i stedet for våben (Foto: Khaled Abdullah © Scanpix)
  • Protester midt i protesten, da Karman kortvarigt blev fængslet i 2011. (Foto: Khaled Abdullah © Scanpix)
1 / 10

Vi kæmper stadig

Revolutionen er stadig i gang, og på spørgsmålet om, hvad der overhovedet er opnået ved Det Arabiske Forår, når præsidenten er tilbage og forsøger at genvinde sin magt, lyder svaret:

- Hør nu her. Revolutionen stoppede slet ikke ved Det Arabiske Forår. Den var ikke bare tre uger i 2011. Den fortsætter og er stadig i gang. Vi kæmper stadig.

Man bruger tit udtrykket "øjnene lyner", når man snakker om folk, hvor raseriet stråler ud af dem. Hvis man gerne vil se, hvordan det ser ud i virkeligeden, skal man bare begynde at snakke om præsident Ali Abdullah Saleh over for Tawakkol Karman.

- Han er hovedet på en slange. Han har ødelagt alt. Han sætter modstandere i fængsel, han lukker de frie medier, og han bruger militserne til sin hævn, lyder det.

Når Tawakkol Karman taler om sin kamp, bliver hun ivrig, ranker ryggen, hæver stemmen og løfter hånden - som hun også gjorde, da hun stod i forreste række på Tagheer Pladsen for fem år siden.

Kan tage 100 år at få demokrati

- Vi kæmper mod diktaturet, mod militserne. Ja, der er forhindringer. Men jeg giver ikke op. Jeg stoppede ikke med at kæmpe, bare fordi jeg vandt Fredsprisen, lyder det.

Hun understreger, at forandringen til et demokratisk samfund ikke bare sker på tre uger eller tre måneder eller tre år - det tager måske 30 - eller 100 år.

- Hvor mange år har det ikke taget for Danmark at nå hertil, hvor I er i dag? Det kan tage 100 år. Din bedstemor og oldemor har lidt og kæmpet for det samme, som jeg gør nu. Vores revolution har varet fem år nu. Jeg opfordrer det internationale samfund til at være med folket og ikke lade tyrannen dræbe folk hver dag. Vi må hjælpe de folk, der råber på frihed, værdighed og lighed - det samme, som Danmark har. Det vil vi også have. Fortjener vi ikke det?

Til sidst vinder vi

Hun nævner igen, at det var folket, der fik fjernet præsident Ali Abdullah Saleh, tyrannen, som hun konsekvent kalder ham, fra magten.

- Vi vandt den første del. Det er ikke fair, at folk siger, at revolutionen ikke var en succes, fordi vi stadig ikke har demokrati. Det tager tid. Men vi vil vinde til sidst. Alle revolutioner tager tid. Vi har ikke tabt. Vi kom af med vores diktator, og nu begynder hans slange-hænder at finde frem igen. Men vi er der stadig – og jeg er så optimistisk! Og til sidst vinder vi. Jeg ved det!

  • Blå bog:

  • Tawakkol Abdel-Salam Karman født 7. februar 1979 i Yemen.

  • Gift med Mohammed Al-Nehmi. Sammen har de tre børn på 17, 13 og 12 år.

  • Uddannet i statskundskab fra Sanaa Universitetet, men har arbejdet som journalist.

  • Stiftede i 2005 gruppen "Kvindelige journalister uden lænker".

  • Har været aktiv i Yemens oppositionsparti, Al-Islah, som bygger på et muslimsk grundlag og af mange regnes for at være islamistisk.

  • Kaldes "Revolutionens moder", fordi hun var med til at starte de mange protester mod præsidenten i 2011.

  • Modtog i 2011 Nobels Fredspris sammen med to andre kvinder for sin "fredelige, ikke-voldlige kamp for fred".

  • Har siden 2014 levet i eksil i Qatar.

  • Var sidste år med i det panel under FN, der udformede de 17 verdensmål for bæredygtighed i verden.

Facebook
Twitter