Fremtidens plejehjem skal være et hjem

Over de næste fem år får vi over 100.000 flere ældre. Det stiller nye krav til fremtidens plejehjem.

Den kommende ældregeneration vil leve livet, hvis de skulle ende deres sidste dage på et plejehjem. Det stiller store krav til fornyelse. (Foto: Horsens Kommune © DR)

Fremtidens plejehjem skal have ekstra tryk på hjem.

For i løbet af de kommende fem år kommer der over 100.000 flere ældre over 65 år i hele Danmark. Det betyder, at når flere ældre kommer på plejehjem, så skal plejehjemmene være gode nok til, at de minder om hjem.

- Vi vil gerne have, at når man flytter på plejehjem, at så lever man sit liv, som plejer, og så kommer ens familie også, siger Torben Lindbæk Larsen, der er afdelingschef for Pleje og Omsorg i Aabenraa Kommune til DR Syd.

De ældre: Vi vil leve!

Ældresagen er enig i, at plejehjemmene skal nytænkes.

- Man vil leve. Også når man er fyldt 88 år. De kommende ældre i Danmark er en generation, der er antiautoritære, de har levet livet på godt og ondt, og de er vant til en vis livskvalitet, fortæller Margrethe Kähler, der er chefkonsulent i Ældresagen til dr.dk.

Hun har netop været i Holland for at se på, hvordan en by uden for Amsterdam har skabt et godt, moderne plejehjem, der gør de ældre glade.

- Det var et plejehjem med frisør, turistbureau, koncertsal, café og et supermarked. Det er et sted, hvor du har alle de ting, der gør, at du kan have det godt som menneske, og hvor de ansatte respekterer dig og dine ønsker.

- Den slags plejehjem måtte da gerne brede sig til Danmark, mener Margrethe Kähler.

I Holland er de ældre mennesker blev 'visiteret', så de kan havne i de rigtige afdelinger. Det vil sige, at den kreative klasse som lærere, kunstnere og journalister har gavn af hinanden et sted med malerværksteder, sang og musik, mens overklassen indgår i fællesskab med prismekroner og tunge møbler.

Skal gøre op med en gammel opfattelse af plejehjem

For Aabenraa Kommune vil man gerne gøre op med en gammel opfattelse af, at et plejehjem er et sted fyldt med regler. Det skal være et sted, hvor beboerne kan føle sig hjemme. I går tog man så i Aabenraa det første spadestik til et helt nyt plejecenter med netop den vision.

- Det at kunne skabe et hjem, hvor der blandt andet er nogle klubber og nogle aktivitetsrum, hvor beboerne kan dyrke både fællesskaber og det individuelle, er enormt tiltalende, siger borgmester i Aabenraa Kommune, Thomas Andresen.

- Det er de færreste danskere, der vil på plejehjem. Opfattelsen blandt ældre er, at når man kommer på et plejehjem, så dør man. Men det behøver altså ikke være kedeligt, siger Margrethe Kähler fra Ældresagen.

I følge Ældresagen er det blot fire procent af de ældre, der har et ønske om at komme på plejehjem i Danmark.

Facebook
Twitter