Freverts webmaster sigtes for racisme

Louise Freverts webmaster, Ebbe Talleruphuus, bliver nu sigtet for racistiske udtalelser på Freverts hjemmeside. Han blev i dag afhørt af politiet.

Louise Freverts hjemmeside, som Ebbe Talleruphuus har været webmaster for. (Foto: Steffen Ortmann © Scanpix)

Louise Freverts nu forhenværende webmaster, Ebbe Talleruphuus, bliver sigtet for overtrædelse af straffelovens racismeparagraf.

Københavns Politi, der efterforsker sagen om rabiate udtalelser om muslimer på Louise Freverts hjemmeside og i folketingsmedlemmets valgbog "Kort og Godt- et politisk budskab", indkaldte i dag webmasteren til afhøring, og politiet meddelte efter afhøringen, at der rejses sigtelse.

Politiet overvejer Frevert senere

Først når politiet har vurderet Ebbe Talleruphuus's rolle i sagen vil det overveje, hvad der skal ske med Louise Frevert.

- Det har vi slet ikke taget stilling til endnu, siger vicekriminalinspektør Magnus Andresen fra Københavns Politis afdeling A.

Politiet koncentrerer sig i første omgang om de indlæg, der optrådte på Louise Freverts hjemmeside, og som hun siden har fjernet. Politiet vurderer, at der formentlig er tale om strafbare udtalelser, når der i artiklen blandt andet står, at "vildledte unge muslimske mænd mener, at det er deres ret at voldtage danske kvinder og slå danske borgere ned for fode".

På kant med loven

- Udtalelserne er i hvert fald på kanten af hvad paragraf 266b tillader, siger Magnus Andresen.

Straffelovens paragraf 266b - den såkaldte racismeparagraf - gør det strafbart at fremsætte truende, forhånende eller nedværdigende udtalelser om en gruppe personer på grund af deres race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering.

Politiets behandling af sagen tager afsæt i fire anmeldelser. Og en ny er på vej, bebudede SFs integrationsordfører Kamal Qureshi mandag. Han agter at melde Louise Frevert for overtrædelse af straffelovens paragraf 266a, der handler om at opildne til voldshandlinger og til at true andre mennesker.

FacebookTwitter