Frifundet for vold efter demonstration

Østre Landsret har frifundet fire ungdomshusaktivister for at være ansvarlige for den vold, andre begik under demonstration.

I en principiel sag lykkedes det ikke anklagemyndigheden at gøre fire demonstranter ansvarlige for den vold, som andre demonstranter begik. (Foto: Katrine Damkjær © Scanpix (arkivfoto))

I en principiel sag lykkedes det ikke

anklagemyndigheden
i anden omgang at gøre fire demonstranter ansvarlige for den vold, som andre i demonstrationen begik.

De fire blev dog idømt mellem 40 og 50 dages fængsel for at deltage i optøjer, da Østre Landsret onsdag stadfæstede byrettens afgørelse.

Ikke ansvarlige for volden

Sagen bunder i en demonstration til fordel for Ungdomshuset, der i december 2006 udviklede sig voldsomt på

Nørrebro
i København. Men først byretten og nu landsretten har altså ikke fundet, at firkløveret også kunne dømmes efter voldsparagraffen.

At de opholdt sig midt i demonstrationen på Jagtvej, gør dem ikke ansvarlige for volden, for ingen af dem var i umiddelbar nærhed af de personer, der kastede sten mod politiet.

Det var ellers anklagemyndighedens opfattelse, at de fire kunne dømmes for det stenkast, som andre stod for, alene fordi de var til stede under optøjerne.

Principiel sag

Demonstrationen var blevet opløst af politiet, men de fire har forklaret i retten, at de dels ikke hørte, at politiet bad folk gå hjem, og dels at de ikke kunne komme væk, da uroen eskalerede.

Sagen er principiel, fordi sagerne mod mindst 156 andre demonstranter har været sag i bero hos Københavns Politi. Hvad der skal ske med de sager, skal først afklares nu, hvor prøvesagen er afsluttet.

Facebook
Twitter