Frivillige og medarbejdere hos Copenhagen Pride modtager homofobiske opkald for første gang i mange år

Copenhagen Pride har måttet fjerne flere telefonnumre fra deres hjemmeside for at stoppe de anonyme opkald.

AIDS-Fondet er "chokeret" over de hadefulde opkald, som frivillige og medarbejdere har modtaget i forbindelse med deres arbejde hos Copenhagen Pride. (Foto: Olafur Steinar Gestsson © Ritzau Scanpix)

En ubehagelig skygge har lagt sig over regnbueflagene til forberedelserne under årets Copenhagen Pride, der starter i dag.

For medarbejdere og frivillige i Copenhagen Pride oplever at modtage anonyme, hadefulde opkald, som de beskriver som "stærkt ubehageligt".

- Adskillige kernefrivillige og medarbejdere er blevet ringet op fra ukendte numre og er blevet svinet til med ord som ’bøssesvin’ og ’abekoppespreder’.

Det fortæller Lars Henriksen, der er forperson i Copenhagen Pride Week.

Han har ikke oplevet lignende chikane i de 16 år, hvor han har været tilknyttet Priden enten som frivillig eller som forperson for arrangementet.

Derfor har arrangørerne bag Priden også måttet fjerne flere telefonnumre på frivillige og medarbejdere fra deres hjemmeside.

- Vi har fjernet numrene for at beskytte medarbejderne. Det er voldsomt at opleve, at en eller anden person, der ikke giver sig tilkende og ringer fra et ukendt nummer, sviner en til, fordi vedkommende har ens telefonnummer, siger han.

Copenhagen Pride Week løber af stablen fra i dag og ugen frem og er en LGBT- og menneskerettighedsfestival for homoseksuelle, biseksuelle og transpersoner, der afholdes hvert år i august i København.

Sidste år var der omkring 150.000 deltagere under hele ugen, mens omkring 60.000 personer deltog i den store parade.

Offentlig debat om abekopper har gjort udslaget

Lars Henriksen er ikke i tvivl om, at debatten om abekopper og risikogrupper er årsagen til de generende opkald.

- Det har noget med abekopper at gøre, fordi det er det, som personerne har nævnt i telefonen, siger han.

Siden abekoppevirusset kom til Danmark i maj, har sundhedsmyndighederne været ude at forklare, at lige nu spreder virusset sig mest mellem mænd, der har sex med mænd.

Og selvom myndighederne flere gange har understreget, at der er tale om et virus, der kan ramme alle, og dermed ikke kun en bestemt gruppe af mennesker, har debatten altså alligevel ført til homofobiske opkald til arrangørerne bag Copenhagen Pride Week.

- Det viser, at der er latent en homofobi derude, som på en eller anden måde får lov til at udvikle sig eller bliver understøttet af den retorik, som der er omkring denne sygdom, som ikke er en bøssesygdom, men en sygdom. Der findes altså ikke bøssesygdomme, understreger Lars Henriksen.

- Det kunne ligeså godt have været en kvinde eller en mand, der havde sex med kvinder, som havde været den første, der havde fået abekopper. Og så havde der været et andet billede, siger han og mener, at hele debatten omkring abekopper har været ude af proportioner, fordi sygdommen har svært ved at smitte sammenlignet med et virus som corona.

Aids-Fondet: ’Opkald river op i traumer fra 80’er og 90’erne’

Stine Bang, der er kommunikationschef i Aids-Fondet, "er chokeret" over, hvad de frivillige og medarbejderne bag Priden har oplevet.

- Det er fuldstændigt utilstedeligt. Det er chikane. Det er en målgruppe, der er ramt tilfældigt. Smitten kunne have ramt alle mulige målgrupper, siger hun.

Ifølge Stine Bang får vi med hadopkaldene aktiveret de traumer, der ligger tilbage fra 80’erne og 90’erne, hvor målgruppen mænd, der har sex med mænd, blev overset og stigmatiseret.

Derfor er det også vigtigt, at vi ikke bliver bange for at tale om emner som disse, forklarer hun.

- Det er et kæmpe dilemma, fordi lige nu er smittekæden i den målgruppe. Derfor kører vi også kommunikationen direkte til de målgrupper, siger hun.

Frygter at stigmatisering får mænd til at fravælge vaccine

Stine Bang fortæller, at mænd, der har sex med mænd, er især meget ansvarlige, når det gælder at beskytte sig mod sexrelaterede sygdomme.

- Mænd, der har sex med mænd, ved generelt meget om sexsygdomme, og hvordan man beskytter sig selv og sine sexpartnere. Det er også derfor, at vi har oplevet, at der er blevet råbt på at få denne vaccine, siger Stine Bang.

Sundhedsstyrelsen købte i juni 3.000 vacciner mod abekopper. Her meldte de først ud, at personer, der var nærkontakt til smittede, fik adgang til at få abekoppevaccinen.

Siden har styrelsen ændret strategi efter opråb fra flere organisationer, så nu personer i Sundhedsstyrelsens såkaldte risikogruppe, der hovedsageligt er mænd, der har sex med mænd, kan få de to stik mod abekopper.

Fredag meldte Sundhedsministeriet så ud, at de nu har indkøbt 10.000 flere vacciner for at stoppe epidemien.

Og selvom der er nok vacciner at få, frygter Stine Bang, at nogle mænd, der har sex med mænd, afviser at få abekoppevaccinen, fordi flere i miljøet oplever en stigmatisering.

- En bagside af det her – udover at selve chikanen er frygtelig - gør chikanen også det, at dem, der ikke er så åbne omkring deres seksualitet og sexliv, måske ikke har lyst til at sige det til nogen, blive testet eller få deres vaccine, fordi det bliver forbundet med så meget skam, siger Stine Bang.

Både Stine Bang og Lars Henriksen mener, at de anonyme opkald viser også, hvorfor Priden netop stadig er vigtig at afholde den dag i dag.

- Det viser bare, at der stadig er så meget at kæmpe for. Derfor håber jeg også, at folk rykker tættere sammen og husker at have en virkelig god Pride og passer på hinanden, siger Stine Bang.

Ifølge Statens Serum Institut er der i alt fundet 141 tilfælde af abekopper i Danmark siden maj.