Frivilligt rådgivningstilbud til unge må lukke i flere kommuner på trods af stor efterspørgsel

Flere kommuner har valgt at stoppe samarbejdet med Headspace på grund af besparelser.

Det koster i gennemsnit 1,5 millioner årligt at drive et Headspace-center, og kommunerne står typisk for halvdedelen af finansieringen. (Foto: © NIELS AHLMANN OLESEN, Ritzau Scanpix)

Slagelse Kommune har valgt at stoppe samarbejdet med Headspace, som er et gratis tilbud for unge, der har det svært og har behov for nogen at tale med.

Headspace er drevet af frivillige, og da kommunen står for omkring halvdelen af udgifterne til tilbuddet, ser det ud til at måtte lukke næste år, fordi kommunen ikke kan finde plads i budgettet.

Og det ærgrer Mette Truesen, der er centerchef for Headspace Slagelse.

- Der er et rigtig stort behov for et Headspace i Slagelse, og det er et af de Headspace-centre, som har allermest travlt, siger hun.

Siden Headspace åbnede i byen for to år siden, har de haft over 1000 samtaler, og de har kontakt med en ny ung cirka hver anden dag.

Rikke Kvistgaard Laursen, der er Børne- og Familiechef hos Slagelse Kommune, fortæller, at kommunen har stået overfor en stor opgave i forhold til at finde besparelser på næste års budget.

- I den forbindelse har der skullet foretages nogle benhårde prioriteringer, siger hun.

Headspace Slagelse håber stadig, at de kan skrabe nok private midler sammen til, at de måske kan fortsætte uden kommunens støtte.

Unge sætter pris på frivilligheden

Rikke Kvistgaard Laursen understreger, at kommunen tilbyder åben anonym rådgivning i deres familiehuse i Korsør, Skælskør og Slagelse, som unge også kan benytte sig af.

Men ifølge Trine Hammershøy, der er direktør for Headspace Danmark, kan kommunen ikke tilbyde det samme som Headspace.

- Vi har mange unge frivillige, og mange af de unge, der bruger Headspace, tillægger det stor værdi, at de møder mennesker, som ikke er betalt for at tale med dem, siger hun.

- I Headspace kan du komme, uanset om du har store eller små problemer, og du behøver ikke fejle noget eller have en fast agenda.

Mange af de frivillige har også selv stået i nogle af de problematikker, som de unge kommer med, og derfor kan de unge spejle sig i dem.

Flere kommuner skal spare næste år

Headspace har 29 fysiske centre i hele Danmark, og ifølge Trine Hammershøy har der været besparelser i budgettet flere steder i år.

- Her i 2022 har vi oplevet, at flere kommuner har peget på, at man ikke har fået det, man havde forventet til kommuneforhandlingerne i foråret, og det presser kommunernes økonomi, især på de sociale områder, siger hun.

Unges trivsel var et stort tema i valgkampen, hvor Bevægelsen for Børn & Unge blandt andet demonstrerede for at sende et signal til landets politikere om at prioritere børn og unges trivsel. (Foto: © Emil Helms, Ritzau Scanpix)

- Det, vi hører, er, at riget fattes penge. Man har intet at udsætte på Headspace, men man skal finde pengene et eller andet sted, og Headspace er jo en kan-opgave for kommunerne og ikke en skal-opgave.

Det koster i gennemsnit 1,5 million kroner årligt at drive en afdeling af Headspace, hvoraf kommunerne typisk står for halvdelen af økonomien, mens resten dækkes af staten og private fonde, oplyser Trine Hammershøy.

Headspace i Albertslund lukker også

I Albertslund lukker afdelingen af Headspace også i det nye år.

Her har man indtil nu haft en mindre model af tilbuddet med to åbningsdage om ugen og kun en medarbejder tilknyttet.

Og ifølge Trine Hammershøy har det ikke været nok til at leve op til de kvalitetskrav, Headspace har.

- Vi har været nødt til at sige til Albertslund Kommune, at man enten skulle gå op i en fuld støtte, eller at vi måtte trække os og fokusere på andre steder, siger hun.

Og da kommunen ikke ønskede at opskalere tilbuddet, er man også nødt til at lukke det her.

- Vi har ikke valgt at forlænge samarbejdet, fordi vi skal ud at spare rigtig, rigtig mange penge i 2023 og 2024, og det rammer desværre også det her tilbud, siger Steen Christiansen, der er socialdemokratisk borgmester i Albertslund Kommune.

Trine Hammershøy undrer sig over, at kommunerne beskærer frivillige tilbud til unge frem for at opgradere dem.

- Det undrer mig, at man i en tid, hvor flere unge får det dårligere og dårligere, ikke går ind og opprioriterer Headspace og andre civilsamfundstilbud, som hjælper unge, siger hun.