Frontpersonale får i dag det første stik med mindre effektiv vaccine: 'Det er ikke min favorit'

AstraZeneca-vaccinens lavere effektivitet skaber bekymring hos faggrupper. Men det er der ingen grund til, fastslår eksperter.

Vaccinen fra AstraZeneca var ikke lægesekretær Bettina Andersens førstevalg. Men hun er glad for endelig at have fået det første stik. (Foto: DR Nyheder)

Den omdiskuterede vaccine fra AstraZeneca er nu godt i gang med at blive trukket op af hætteglas og sprøjtet ind i overarme på dansk frontpersonale i sundhedsvæsenet.

En af dem er lægesekretær Bettina Andersen, der her til formiddag modtog det første stik med vaccinen, der er mindre effektiv end de øvrige fra Moderna og Pfizer/BioNTech.

- Det er ikke min favorit. Men om den hedder det ene eller det andet, det er det. Jeg er ikke over 65 år, så jeg skal nok kunne bruge det, der er i den her, siger hun efter vaccinationen på Sjællands Universitetshospital i Roskilde.

I alle landets fem regioner tilbyder man fra i dag første stik med AstraZeneca-vaccinen til sundhedspersoner i vaccinationsgruppe 4 - en gruppe, der vaccineres sideløbende med de største risikogrupper i befolkningen.

På hospitalet i Roskilde er det omkring 100 lægesekretærer, sosu-assistenter, plejepersonale og andre sundhedspersoner, der vaccineres i dag, hvorefter antallet skrues op til 500-600 dagligt.

Bettina Andersen lægger ikke skjul på, at hun ville helst have haft vaccinen fra producenten Pfizer/BioNTech, som hun kender fra sit arbejde i et lægehus.

Men efter tre forsøg på at blive vaccineret er hun nu tilfreds med sit prik i overarmen.

- Jeg vil hellere være vaccineret end ikke vaccineret. Alt skal have sin ret, så jeg synes, man skal sige ja tak, når der er et tilbud om at blive vaccineret.

Klokken 05.10 lørdag morgen fik Statens Serum Institut (SSI) leveret den første sending covid-19 vacciner fra AstraZeneca. Dermed er der gang i leverancerne fra den tredje covid-19-vaccineleverandør til Danmark. (Foto: Søren Svendsen)

Bekymrede sosu'er og plejepersonale

I de seneste dage har der været bekymringer blandt frontpersonalet på hospitaler, plejehjem og i lægepraksiser.

Det fortæller Torben Hollmann, der er formand for social- og sundhedssektoren i fagforbundet FOA.

Her organiserer man omkring 100.000 personer på arbejdspladser med høj smitterisiko - først og fremmest sosu-hjælpere, -assistenter og plejepersonale.

- Det har været bekymringer om, hvorvidt vaccinen virker. Vil den beskytte mig? Skal jeg have mange flere stik? Skal jeg revaccineres? Kan det betale sig, hvis effektiviteten er 60 procent?, remser Torben Hollmann op.

Nogle af FOA's medlemmer har også været utilfredse med, at de tilbydes en vaccine, der er mindre effektiv end de tilsvarende fra Moderna og Pfizer/BioNTech.

- Det er frustrationer som for eksempel 'Hvorfor skal vi nedpriotiteres med en dårligere vaccine, når vi har nu har kæmpet ude på hospitaler og plejehjem under den her pandemi, fortæller sektorformanden.

Derfor har der ligget en kommunikationsopgave i at få medlemmerne til at bakke op om vaccinen, som mange får tilbudt i dag, fortæller han.

- Vi har opfordret sundhedsmyndighederne til at komme på banen for at skabe tryghed omkring vaccinen. Det har de også gjort, og jeg håber, det har virket.

- Det værste ville være, hvis folk siger nej til vaccinen, så vi opfordrer dem til at lytte til myndighederne og ikke til, hvad alle mulige andre siger på de sociale medier, siger Torben Hollmann.

Lægemiddelstyrelsen: Ingen grund til panik

Verden over har forskere i det seneste år kæmpet med at udvikle vacciner mod coronavirusset.

Men samtidig er muterede versioner af virusset skudt frem og skabt bekymring for, om vaccinerne er effektive nok.

Adm. direktør i Lægemiddelstyrelsen Thomas Senderovitz maner til ro omkring AstraZeneca-vaccinen. (Foto: Philip Davali © Scanpix)

Blandt andet i forhold til den britiske mutation, som ventes at blive den dominerende i Danmark om kort tid. Og senest den sydafrikanske mutation, som der indtil videre er konstateret fem tilfælde af herhjemme.

I den forbindelse har et lille studie Sydafrika sået tvivl om virkningen af den nye coronavaccine fra AstraZeneca, som Danmark modtog de første leverancer af i lørdags.

Den første leverance fra AstraZeneca bestod af 24.000 doser vaccine. De blev i går send ud til regionerne efter at være blevet registreret, kvalitetskontrolleret og ompakket. (Foto: Søren Svendsen)

Studiet viser, at AstraZeneca-vaccinen har en yderst begrænset effekt på milde og moderate tilfælde af den sydafrikanske coronavariant hos unge voksne.

Men selvom den sydafrikanske variant er konstateret i fem tilfælde herhjemme, så er der 'på ingen grund til panik', lyder det fra direktør Thomas Senderovitz fra Lægemiddelstyrelsen.

- AstraZeneca-vaccinen er en god, effektiv og sikker vaccine. Den har nogle ulemper i forhold til de andre, men til gengæld har den også nogle fordele. Så samlet er det et vigtigt redskab i kampen mod pandemien.

Ekspert: AstraZeneca sikrer mildere symptomer

Vacciner bliver målt på, om de vaccinerede i en kontrolgruppe bliver smittet eller ej efter at have fået vaccinen.

Hvis ingen bliver smittet er vaccinen hundrede procent effektiv.

AstraZeneca-vaccinen har en effektivitet på 60 procent procent, hvor de to fra andre coronavacciner, der er godkendt i Danmark har en effektivitet på op mod 95 procent.

De danske sundhedsmyndigheder har været nødt til ændre på vaccinationsplanen og indarbejde vaccinen fra AstraZeneca, da Danmark som mange andre lande i øjeblikket modtager færre vaccinedoser fra Pfizer/BioNTech og Moderna. (Foto: Peter Cziborra © Scanpix)

Men det betyder ikke, at 40 procent af dem, der får AstraZeneca-vaccinen, ikke får gavn af den, forklarede Karen Krogfeldt.

Det forklarede professor i medicinsk mikrobiologi på Roskilde Universitet Center, RUC, forleden.

- Ved vaccination vil kroppens immunsystem blive aktiveret og danne en eller anden mængde af antistoffer, som beskytter mod virus. Med en vaccine, der har en effekt på 60 procent, kan man godt blive syg, men man bliver mindre syg, end hvis man ikke havde fået vaccinen.

Lægefaglig direktør forventer stor opbakning

På Sjællands Universitetshospital i Roskilde er lægefaglig vicedirektør Jesper Gyllenborg godt tilfreds med, at man nu kan komme videre i vaccinationsprogrammet.

- Først og fremmest har jeg det rigtig godt med, at vi nu får flere vacinedoser til landet, end vi har haft det i de seneste mange uger. Det betyder, at vi nu kan komme videre i vaccinationsgruppe 4, altså sundhedspersonale længere ude i først og fremmest kommunerne.

Jesper Gyllenborg forventer, at der vil være god opbakning til AstraZeneca-vaccinen, når folk har reflekteret over, at det er den vaccine, de nu får tilbudt.

Jesper Gyllenborg fra Sjællands Universitetshospital i Roskilde er sikker på, at opbakningen til AstraZeneca-vaccinen kommer i takt med, at flere får korrekt information. (Foto: (C) DR Nyheder)

- Når man lige får tænkt sig om og hørt de gode argumenter for, at Astra-vaccinen er godkendt og er en effektiv vaccine, som først og fremmest beskytter mod alvorligere sygdomsforløb og måske enda forhindrer, at man kan være rask smittebærer, så tænker jeg, at rigtig mange sundhedspersonaler vil bakke op om det og tage imod den.

På trods af den lavere effektivitet er vaccinen fra AstraZeneca et af de vigtigste våben i verden mod pandemien.

Det skyldes især, at den ikke skal opbevares superkoldt - som eksempelvis Pfizer/BioNTech-vaccinen, der skal opbevares ved minus 70 grader.

Og så er den klar til at blive sprøjtet ind med det samme, forklarer Jesper Gyllenborg.

- Det er en vaccine, som er meget nemmere at håndtere decentralt, altså ude i lægepraksiser eller andre steder, hvor man kan have mindre vaccinationssteder. Den kræver kun et køleskab, og den skal bare trækkes op og ikke blandes. Så den er meget mere fleksibel i håndteringen, siger han.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk