Frustrerede forældre jonglerer med undervisning og arbejde i hjemmet: 'Jeg skal være fire steder på én gang'

- Skolen har for høje forventninger til både vi forældre og børnene, siger 36-årige Jasmin Lund fra Kolding.

Jasmin Lund ved stuebordet sammen med sine tre børn Lilla-Flora, Lilje og Linus iført hjemmelavet Ben 10-maske. Det er her ved bordet, der både skal være plads til tegninger, lektier og arbejde. Privatfoto.

Hvordan får man sin hverdag til at hænge sammen, hvis man arbejder hjemmefra og samtidig forventes at undervise sine børn ud fra et skema fyldt med opgaver?

Den udfordring fylder lige nu meget rundt omkring bordene i de danske hjem, hvor børnenes lektier og skolebøger ligger side om side med forældrenes arbejds-pc'er og papirer, mindre søskendes legetøj og måske rester af frokosten.

På nettet og sociale

medier
vokser antallet af opslag fra forældre, der føler sig pressede over at skulle nå begge dele hver dag.

Eksempelvis skrev Charlotte Birk Bruun, der er specialpædagogisk konsulent, allerede mandag et debatindlæg på folkeskolen.dk, hvor hun argumenterede for, at skolerne bør sænke ambitionsniveauet, når det gælder forventningerne til forældres hjemmeundervisning.

- Det er ikke realistisk, at vi kan være gode medarbejdere, forældre, pædagoger og lærere på én gang. Det er alt for mange hatte, skrev hun blandt andet.

Én af dem, der bakker op om det budskab, er 36-årige Jasmin Lund fra Kolding. Hun forsøger at passe sit job som grafisk designer, mens hun har sine tre børn omkring sig.

Hendes 12-årige datter, Lilla-Flora, går i sjette klasse, og Jasmin og hendes mand forventes at undervise hende i samtlige fag på skemaet.

Hver dag byder på nye opgaver sendt ud via kommunikationssystemet Aula, og Lilla-Floras lærere kan hele tiden kontrollere, om opgaverne er lavet til tiden, fordi det foregår online med et personligt login.

Samtidig skal Jasmin tage sig af sin seksårige søn Linus og familiens yngste - toårige Lilje, der skal have hjælp til det meste og ro til at sove to timer midt på dagen.

- Jeg skal være fire steder på én gang. Jeg er nødt til at arbejde, når børnene sover. Ellers når jeg det ikke, og så mister jeg

indtægt
. Den bliver henad midnat, før jeg kommer i seng, og så ligger jeg dér og spekulerer og har svært ved at finde ro, siger Jasmin Lund.

Som selvstændig og freelancer mister hun penge, hver gang hun udsætter eller dropper en opgave for en kunde, som hun ikke kan overskue at få løst. På den måde kommer der en økonomisk bekymring oven i det pres, hun oplever ved at skulle hjemmeundervise datteren.

Hendes mand arbejder som landmåler, så han kan ikke passe sit job hjemmefra. Derfor hænger Jasmin selv på det meste i løbet af dagen.

36-årige Jasmin Lund fra Kolding er én af de forældre, der lige nu har svært ved at finde balancen mellem arbejde, hjemmeundervisning af sine børn og husholdning. (Foto: DR P4 Trekanten)

Datter starter dagen klokken seks

Her blot en uge inde i hjemmearbejdsforløbet har Lilla-Flora flere gange udtrykt over for sine forældre, at hun har for meget at se til.

At hun er ved at bryde sammen.

Hun står op klokken seks før resten af familien og begynder på opgaverne for at kunne følge med, og ved 20-tiden må hun nærmest slæbes væk fra bøgerne og i seng.

- Der er simpelthen for høje forventninger fra skolens side. Der er mange nye opgaver hver dag - også i fag, hvor hun normalt sjældent har lektier, og de bliver bare ved med at komme.

- De første dage tænkte jeg, at vi bare må hænge i, men jeg ved ikke, hvor længe vi kan blive ved. Vi kender jo ikke tidshorisonten på det her, siger Jasmin Lund.

Hun vurderer, at hendes datter har dobbelt så meget skolearbejde nu, som hun plejer. Det er alt fra referatskrivning af en bog til samfundsfag, tysk og brøkregning. Alt sammen noget, Jasmin ikke selv har beskæftiget sig med siden sin egen skoletid.

- Det er et stort pres i sig selv, at man pludselig sidder som forælder og er fagligt udfordret. Jeg vil jo gerne hjælpe og støtte hende, men de færreste af os er nok skarpe i samtlige fag. Når jeg samtidig stresser over ikke at kunne passe mit eget arbejde ordentligt, frygter at blive corona-syg og har to andre børn at se til, er det efterhånden svært at blive ved.

Det er ikke forældrenes ansvar

Politikerne er lige nu travlt optaget af arbejdet med en ændring i lovgivningen, der netop skal sætte rammerne for hjemmeundervisning.

DR
har forsøgt at få en kommentar fra børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) på, om skolerne stiller for høje krav til eleverne, og hvordan forældrene egentligt skal forholde sig.

Hun har ikke haft mulighed for at svare. I stedet bekræfter en pressesekretær i et mailsvar, at forældrene altså ikke har pligt til at undervise deres børn, mens de er derhjemme.

Undervisningspligten
ligger stadig hos skolerne, som i videst muligt omfang skal tilbyde nødundervisning.

Tirsdag morgen lagde ministeren en

håndholdt
walk and talk-video på Facebook, hvor hun maner til ro blandt de frustrerede forældre og elever.

Her siger hun blandt andet, at skolerne ikke kan levere samme kvalitet og undervisning på de betingelser, der er nu, som de kan normalt.

- Men vi skal gøre, hvad vi kan for at lukke de huller, der kommer. Vi gør alt, hvad vi kan, herinde fra (Christiansborg, red.). Jeres lærere knokler en vis del ud af bukserne for at få det til at hænge sammen, og jeg ved, at mange forældre sidder omkring spisebordene og forsøger at få arbejde og skole til at hænge sammen, siger hun under en gåtur fra Undervisningsministeriet til Folketinget, hvor lovændringen behandles.

'Den dejligste morgen'

Hjemme i Kolding håber Jasmin Lund, at der snart kommer andre betingelser for hende og alle de andre danske forældre, der forsøger at jonglere med hjemmearbejde og hjemmeundervisning.

- Jeg får ondt i maven over ikke at vide, hvor længe det her skal stå på. Under de her omstændigheder holder jeg ikke i en måned, så ét eller andet skal der ske, siger hun.

Indtil videre holder hun humøret oppe ved at give hele familien en sjov start på dagen.

- Vi sætter musik på, og så står den på morgendans for at få gang i hovedet og kroppen. Onsdag morgen hørte vi Gnags med 'Den dejligste morgen'. Det er jo ikke helt skidt, vel?

Jasmin har et håb om, at danske forældre efter coronakrisen vil se tilbage på en tid, der for altid forandrede deres måde at være sammen med børnene på.

- Det er mit stille håb, at der ét eller andet sted er en større mening med det hele, og at vi kommer ud på den anden side som bedre familier, der sætter pris på al den tid, vi har sammen.

Facebook
Twitter