Frustrerede patienter afvises: Læger vil ikke udskrive medicinsk cannabis

Forsøgsordning med medicinsk cannabis møder modstand blandt de praktiserende læger.

En gruppe gigtpatienter er desperate over at blive afvist af deres læge, fortæller direktør i Gigtforeningen, Mette Bryde Lind:

Mange læger afviser at udskrive medicinsk cannabis til deres patienter på trods af en ny forsøgsordning.

Patientforeninger får mange henvendelser fra frustrerede medlemmer, som bliver blankt afvist af lægen i telefonen.

- Næsten uden undtagelse får de at vide, at lægerne ikke vil gå ind i det af principielle grunde, fortæller Klaus Høm, der er direktør for Scleroseforeningen.

Forsøgsordningen er tænkt som en politisk håndsrækning til patienter, som hidtil har handlet på det kriminelle marked for at dulme stærke smerter, som de ikke kan lindre på anden vis.

Ifølge den politiske aftale skal lægerne foretage en konkret, faglig vurdering af den enkelte patient ud fra en liste med patientgrupper.

Men det bliver lægerne opfordret til ikke at gøre af flere lægeorganisationer.

- Politikerne har lovet det her uden at tage fagfolk i ed. Vi fraråder praktiserende læger at udskrive medicinsk cannabis, fordi sikkerheden ikke er i orden, siger formand for Dansk Selskab for Almen Medicin, Anders Beich.

Han mener, at vurderingen er en opgave for speciallæger frem for alment praktiserende læger.

Forsøgsordningen er blevet vedtaget af Venstre, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Alternativet, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti.

Det ærgrer partierne bag ordningen, at lægerne ikke vil følge anvisningerne.

- Det er naturligvis bekymrende, hvis patienter får den besked, at de bliver afvist i døren, mener Jane Heitmann, som er Venstres sundhedsordfører.

- Jeg har en klar forventning om, at hver enkelt læge går i dialog med patienten og på baggrund af en konkret faglig vurdering finder ud af, om patienten kan rummes inden for rammerne af forsøgsordningen.

Hun opfordrer lægerne til at læse den vejledning, som Lægemiddelstyrelsen har lagt frem.

Liberal Alliances sundhedsordfører, May-Britt Kattrup, mener, at der er indhentet rigeligt erfaring om medicinsk cannabis fra Holland, Israel, USA og Canada.

En afvisning kan gøre de berørte patienter desperate, mener direktør i Gigtforeningen, Mette Bryde Lind:

- Det betyder, at de går ud på det kriminelle marked og fortsætter med at eksperimentere selv. Det synes jeg er det værste, der kan ske.

Der er afsat 22 millioner kroner til ordningen, som er startet den 1. januar 2018.

Facebook
Twitter