Frustreret frisør og økonomisk klemt kørelærer: 'Nu må det snart være vores tur til at slå dørene op'

Liberale erhverv må væbne sig med tålmodighed lidt endnu efter gårsdagens forhandlinger om genåbning.

- Jeg er klar til at åbne salonen, en time efter de giver mig lov, siger frisør Jesper Brink fra Holstebro. Privatfoto.

I Holstebro gik en frisør i går rundt og håbede på, at han snart kunne lade sine afsprittede sakse og andet klippeudstyr kæmpe mod kundernes coronahår.

Og i Viborg håbede en kørelærer på samme måde, at hans forretning snart får gang i hjulene, så han ikke risikerer at måtte dreje nøglen om for sidste gang.

Der var genåbningsforhandlinger på programmet i Statsministeriet, for der var igen blevet regnet på konsekvenserne ved at åbne forskellige dele af samfundet.

Ved 21-tiden meddelte Statsministeriet så, at partierne har valgt at prioritere en lempelse af forsamlingsforbuddet fra fem til 10 personer udenfor, mens afgangselever i grundskolen og på ungdoms- og voksenuddannelser i Region Hovedstaden fra på mandag kan vende tilbage efter samme model som i resten af landet.

Dermed ligger det fast, at de liberale erhverv må væbne sig med tålmodighed lidt endnu, mens de kæmper med at få økonomien til at hænge sammen.

Mister op imod 100.000 kroner om måneden

Det bringer os tilbage til frisøren i Holstebro.

48-årige Jesper Brink ejer og driver Brink's Klippotek på Nørregade, og nedlukningen koster ham hver måned op imod 100.000 kroner.

- Vi er nået dertil, hvor det begynder at blive træls. Flere kolleger har allerede lukket, og jeg kan mærke, at det kribler efter at komme i gang. Jeg elsker mit fag, og jeg ved, at kunderne står klar derude, siger Jesper Brink.

Han forstår godt, at politikerne prioriterer børnene først, men han mener samtidig, at hans branche blandt andet under sidste nedlukning viste, at det er muligt at drive en salon uden at sprede smitte.

- Dengang fik vi lov at åbne som nogen af de første, og jeg arbejdede 300 timer den første måned. Der var intet krav om mundbind dengang, og det hele gik fint. Jeg synes, vi har vist, at vi kan håndtere det her, så nu må der gerne snart ske noget.

Han håber, at den 6. april er dagen, hvor alting vender tilbage til det gamle.

Når det sker, har han hundredevis af bookinger, der skal findes tid til, men han er klar på at ligge vandret, så der igen kan komme penge i kassen.

- Det her er mit livsværk og har været det i 20 år, så det er frustrerende, når man pludselig skal kæmpe sådan for at holde det kørende. Jeg er priviligeret over at bo i et land med hjælpepakker, men selv om vi har dem, er der altså stadig et stort minus på bundlinjen, siger han og tilføjer, at han var klar til at åbne om en time, hvis han fik lov af politikerne.

Connie Mikkelsen er formand for Danmarks Organisation For Selvstændige Frisører & Kosmetikere, DOKF, der organiserer omkring 2.300 medlemmer.

Hun fortæller til DR Nyheder, at hun kender til fire frisører, der er gået konkurs.

- Det lyder måske ikke af meget, men man skal se på de historier, de fortæller rundt omkring. De lever for lånte penge, som de har fra venner og familie, siger Connie Mikkelsen.

- Jeg hørte om én, der har hævet sin pension og taget job som rengøringsassistent på en tankstation. Det fortæller mig, at folk afsøger alle græsgange for at blive ved og stå distancen, til det her er overstået. Derfor er jeg bange for, at vi kun har set toppen af isbjerget, når det kommer til konkurser.

Nul indtægt men masser af udgifter

I Viborg er Peter Svoldgaard som indehaver af en køreskole også blandt de små erhvervsdrivende, der havde håbet på, at torsdagens forhandlinger ville bringe positivt nyt for ham.

- Jeg har nul indtægt og ingen omsætning, men jeg skal stadig betale bil og husleje. Selv om der er hjælpepakker, har vi lidt store tab, siger Peter Svoldgaard.

Kørelærer Peter Svoldgaard fra Viborg. (Foto: Sofie Skov)

Han mener godt, det kan lade sig gøre både at holde teoriundervisning med god afstand mellem eleverne og gennemføre en forsvarlig praktisk undervisning bag rattet, når kontaktfladerne i kabinen er sprittet ordentligt af.

Det fungerede i foråret, da køreskolerne fik lov at åbne igen efter den første nedlukning, siger han.

Hos Dansk Kørelærer-Union oplyser formand Bent Grue, at en del af hans knap 700 medlemmer klarer sig igennem nedlukningen takket være hjælpepakker og muligheden for at udskyde betaling af moms og skatter.

Men det er en stakket frist.

- De initiativer har været en saltvandsindprøjtning til mange af de medlemmer, vi organiserer, men man skal huske på, at pengene skal betales tilbage senest den 1. februar næste år. Vi har været tvangslukkede siden den 21. december, så der står virkelig mange elever i kø, når vi forhåbentlig snart får lov at åbne igen, siger han.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk