Frygt for storkonflikt: Brigade af jyske bedsteforældre klar til hjælp med børnepasning

Busselskaber oplever stor interesse for transport fra Jylland til København. Kan hænge sammen med overenskomstforhandlinger.

Både Molslinjen samt Flixbus oplever stor interesse for transport fra Jylland til Sjælland. Formentlig fordi mange børnefamilier har bedsteforældre i beredskab til pasning i tilfælde af strejke og lockout (Arkivfoto) (Foto: Ida Marie Odgaard © Scanpix)

En brigade af jyske bedsteforældre står formentlig klar til hurtig udrykning mod København, hvis strejke eller lockout lukker daginstitutioner på stribe.

Siden overenskomstforhandlingerne rykkede ind i Forligsinstitutionen, har både Molslinjen samt Flixbus registreret en stigende interesse for transport mellem landsdelene.

Særligt på ruterne fra Jylland til København er forhåndsinteressen stor. Derfor er Molslinjen klar til at indsætte ekstra busser i ‘Kombardo Expressen’, der kører fra Aarhus til København.

- Vi har allerede i dag mange bedsteforældre med bussen, så det er tydeligt, at de i forvejen har en rolle som nødberedskab i familierne. Det vil selvfølgelig blive meget aktuelt, hvis det hele lukker ned, siger kommunikationschef Jesper Maack fra Molslinjen.

Bred lockout af institutioner

Hvis overenskomstforhandlingerne bryder sammen, har 50.000 kommunalt ansatte varslet strejke landet over. Ifølge Kommunernes Landsforening vil 90.000 ansatte ved kommunale dagtilbud som blandt andet vuggestuer og børnehaver efterfølgende blive lockoutet.

Hvis en strejke eller lockout lukker institutionerne er det børnefamilierne selv, der skal finde alternativ pasning. Her kan et beredskab af bedsteforældre være en løsning.

Flixbus mærker interesse

Hos busoperatøren Flixbus, der blandt andet omfatter buslinjerne Rød Billet samt Linie 888, mærker man også efterspørgslen fra Jylland. Særligt fra Aarhus, men også Viborg, Herning og Aalborg.

- Det er meget sandsynligt, at det er bedsteforældre, der skal hjælpe med at passe børn. De skal jo passes, mens mange forældre fortsat skal på arbejde, siger pr-manager Jelena Jovanovic fra Flixbus.

Færger sejler trods strejke eller lockout

DSB har tidligere sagt, at strejke og lockout sandsynligvis vil lamme togtrafikken i store dele af landet. Hvis det sker, vil både færger og busser fortsat operere, oplyser Molslinjen.

- Vi har haft en del henvendelser fra folk, som har spurgt til færgerne i tilfælde af konflikt. Vi har selvfølgelig ikke ekstra færger liggende, som lige kan sættes ind – men vi har stor kapacitet med tre hurtigfærger, siger kommunikationschef Jesper Maack.

Facebook
Twitter