Fugleinfluenza i Nordjylland: 7000 høns aflives

Fødevarestyrelsen har fundet mild fugleinfluenza på en hønsebesætning ved Terndrup nord for Mariager Fjord.

En mild form for fugleinfluenza kan sjældent ses på fjerkræ, men sygdommen er alligevel smitsom. (Arkiv) (Foto: Claus Bech / Scanpix © Ritzau Scanpix)

Fødevarestyrelsen har fundet mild fugleinfluenza på en hønsebesætning ved Terndrup nord for Mariager Fjord i Nordjylland.

7000 høns vil derfor blive aflivet lørdag. Det skal forhindre, at sygdommen udvikler sig og rammer andre besætninger.

Den milde form for fugleinfluenza går under betegnelsen lavpatogen og kan sjældent ses på fjerkræ, og den er normalt ikke dødelig.

Aflivningen af hønsene skal sikre, at sygdommen ikke udvikler sig og bliver højpatogen.

Bremser sygdommen på et tidligt stadie

Sker det, bliver sygdommen mere smitsom og kan have en dødelighed på op til 100 procent. Det fortæller Stig Mellergaard, der er dyrlæge i Fødevarestyrelsen.

- Hvis sygdommen bliver højpatogen, smitter den meget nemt fra besætning til besætning.

- Derfor bremser vi den på et tidligt stadie, inden den når at gøre større skade end højst nødvendigt, siger han i en pressemeddelelse.

Ud over at aflive hønsene er der blevet oprettet en zone på én kilometer rundt om besætningen, hvor der vil gælde særlige regler de næste tre uger.

Blandt andet må fjerkræ og æg ikke forlade området.

Der er ikke andre landmænd med fjerkræ i området, men der kan dog være hobbylandmænd, som bliver ramt af zonen.

/ritzau/

Facebook
Twitter